275 / 660
D e t k o n g e l i g e T h e a te r
1825—1849.
(Heiberg — Scribe).
D
et Afsnit af Theatrets Historie, som indesluttes mellem de
ovenfor angivne Aarstal, maa med fuld Føie betegnes som
Skuepladsens kunstneriske Guldalder. Fra den foregaaende
Periode arvede den et Kuld af udmærkede Skuespillere, og den
rigelige Tilgang, som fandt Sted i Løbet af de femogtyve Aar,
rummer nogle af Scenens ypperste Navne paa alle Omraader af
dens Virksomhed. Hertil kom, at den nationale Skuespildigtmngs
Gjenfødelse, som tog sin Udgang fra Vaudevillen, tilveiebragte
et Repertoire, der i Forbindelse med de fremmede Bestanddele
dels stillede Kunstnerne en Række interessante Opgaver Aned
Udvikling for deres Aand og Dannelse, dels skabte et Gallen af
Skikkelser, hvis Slægtskab med Folkets egen Karakterbund var
saa nært og inderligt, at man maatte gaa tilbage til Holbergs
Tid for at finde en lignende Overensstemmelse mellem Sam
fundets Sæder og deres Fremstilling paa Skuepladsen.
Denne Kunstens Blomstring fandt Sted mere til Trods
for end paa Grund af den Ledelse, som skulde varetage Scenens
Tarv. Den kollegiale .Styrelsesform, den sammensatte! Direktion,
virkede i sig selv snarere hemmende end fremmende paa Sagernes
Gano- fordi Interesserne krydsede hinanden og Ansvaret for-
flygtigedes, hvortil kom, at Valget af de Personligheder, der