18 / 287
6
husene her spillede ganske samme Rolle som Syd paa, nemlig som
sundhedsstyrkende, helsebringende Opholdssteder har vi et Vidnes
byrd om i det ældste af de Breve, Christian IV. har skrevet fra
sit Lysthus i Kongens Have. Det er dateret 7. Juli 16096) »in
viridario extra Hafniam« d. e. i Haven uden for København, og
vidner endnu ved den daarlige og rystende Haandskrift om Kon
gens Svaghedstilstand efter den hæftige Sygdom, han var falden i
otte Dage forinden, og under hvilken han havde søgt ud i den gode
friske Luft i sin nys erhvervede Have.
Det var intet Under, at Ordet Lysthus, da det kom her til
Danmark, blev opfattet som et nyt Udtryk for Badstue. Ved mange
Kongsgaarde og Borge laa endnu ved Midten af 1500-Tallet den
gamle Badstue som et særligt Hus i Gaardens Kompleks. Og rundt
omkring havde Kongerne i Middelalderen paa deres Jagtstrækninger
rejst Badstuer, ofte i Forbindelse med et Kapel, til Legemets og
Sindets Vederkvægelse oven paa en anstrengende Dag, — ganske
som de senere byggede Lysthuse. Badstuen stod for den almin
delige Bevidsthed — ligesom Lysthuset alene ved sit Navn — som
et Sted, hvor der var »lystigt« d. v. s. godt at være, og hvor man
samledes med gode Venner. Det nye var, at man nu ønskede at
være der i Ro eller med faa og udvalgte gode Venner. Da Frederik Il
byggede Lysthusene »Sparepenge« ved Frederiksborg, Antvorskov
og Haderslevhus, var det næppe af Sparsommelighed, for at der
ikke skulde gaa for meget med, som det er bleven sagt7), naar han
holdt Kollats med sine gode Mænd; ejheller, som Traditionen vil,
fordi de var byggede for Penge, han havde sparet andetsteds. Det
var langt snarere for — uden at støde nogen — at udelukke alle
de mange, som søgte til Hove, og som ikke hørte med til hans
intime Omgang. Det var langt lettere at sige, hvad der delvis blev
sagt i Husets Navn: Jeg har hverken Raad eller Plads til at se saa
mange Gæster hos mig i mit Lysthus, end til at sige: Jeg gider
ikke se den og den. Det første var ganske klart og ligetil, det
sidste var en Fornærmelse.
Og da Christian IV., flere Aar efter at have taget »det store
Lysthus i Haven« i Brug, kaldte det Rosenborg, tænkte han næppe
paa, at Navnet kunde opfattes som en Rosernes Borg. Den roman
tiske Opfattelse af Rosen var ukendt endnu. Den stod for hin Tid
langt mere som et Tavshedens Symbol end som et Elskovs Symbol.
Og det var uden Tvivl den udskaarne og forgyldte Rose, der var