Rosenborg

214

omtalte Istandsættelsesarbejder var blevet nogenlunde rustede til at

modstaa Tidens Tand en Aarrække endnu, var Slotsbroen, der førte

over Graven ind til Porten, i 1781 saa forfalden, at man ikke dris

tede sig til at køre over den. Da samtidig Bolværket i denne Del

af Slotsgraven, mellem Portbygningen paa den ene Side og Kom

mandantboligen med Domestikbygningen paa den anden, viste sig

fuldstændig ødelagt — allerede i 1774 var et Stykke af Sidebyg

ningen ved Gartnerboligen skredet ud i Graven — besluttede man

af Sparsommelighedshensyn at tage Broen bort og fylde Slotsgraven

op samt benytte Stenene fra Bropillerne til et Par Dæmninger for

Enderne af Opfyldningen ud mod de to Sidegrave. Til Fyld an-

vistes den gamle Skanse, Bakken, paa den nordlige Bastion.

18. Oktober 1781 fik Bentekammerets Indstilling om disse Sager

kgl. Approbation, og Arbejdet maa antages straks at være paabe-

gyndt. Men umiddelbart efter er der kommet Kontraordre, ti i

Stedet for at nedbryde Broen, gaar man i November skyndsomst

i Gang med at sætte den i Stand, for at Hs. Durchlautighed Prinsen

af Württemberg uden Fare for Liv og Lemmer kunde køre ind paa

Bosenborg, der var bleven ham anvist til midlertidig Bolig. Op

fyldningen af Graven blev ud paa Foraaret standset paa Grund af

den Stank, den fremkaldte, og som gjorde Opholdet ulideligt for

Prinsen. Først i 1783 blev Vindebroen borttaget, og kort derefter

maa vel Skansen være jævnet med Jorden og Graven fyldt til19.)

Aaret efter var Rosenborg paany Genstand for Angreb fra de

militære Myndigheder, hvilket var saa meget farligere, som de ud

gik fra en Mand, General Huth, der stod den unge militærinteres

serede Kronprins og Regent meget nær som hans fortrolige militære

Raadgiver. Og Kronprins Frederik havde desværre i sin Soldater

begejstring ikke sine Forfædres Pietet for Slægtens Minder.

General Huth havde, mulig vejledet af St. Germains Planer,

faaet den Tanke, at Rosenborg Have var det rette Sted for Opførelsen

af den Kaserne, som han paa Ingeniørkorpsets Vegne, han var selv

Ingeniørofficer, interesserede sig saa stærkt for. Og Kronprinsre

genten fandt intet herimod at indvende. Det var Overhofmarskallen,

Geheimeraad Numsen, som traadte i Skranken for de civile Interesser.

I en allerunderdanigst Forestilling gjorde han opmærksom paa, at

den nve Kaserne vilde indskrænke saavel den Plads, der var forundt

Publikum til Promenade, som Køkkenhaven, der leverede Grønt

sager til Hoffet og endelig Frugtplantagen »som bortgaar med et