49 / 287
37
stander i Dr. Walter Charleton, vilde vi sandsynligvis aldrig liave
hørt noget om Inigo Jones’s Kaldelse til Danmark. Dr. Charleton
var ikke af Jones’s Opfattelse; han mente, at Stonehenge maatte til
skrives de Danske og nærmest burde sammenlignes med de Dan
ske og Svenske Hyldingsstene, og heri gav den berømmelige Dan
ske Oldtidsforsker, Ole Worm, med hvem han havde korresponderet
om Sagen, ham Medhold. Og i sin C h o r e a G i g a n t e u m , Lon
don 1663, gjorde han det ganske af med Inigo Jones's Teori.
Jones var død 1651, men Webb, der havde stor Del i Sagen,
var i Live, og i 1665 lod han paa ny høre fra sig. Atter en Foliant:
A V i n d i c a t i o n ' of S t o n e H e n g r e s to red. Og her gælder det
først om, i Mangel af Bevisligheder, — som det jo ikke var let at
skaffe til Veje —, at lade Dr. Charleton vide, hvad det er for en
Mand, han vover at kritisere, en Mand, »der havde været General-
Arkitekt for fire mægtige Konger, to heroiske Dronninger og for
den berømmelige og uforglemmelige Prins Henry«5). Allerede her
tager Webb Munden noget vel fuld, idet han regner Carl II. med
som den fjerde Konge, for hvem Jones har været Arkitekt. Men
selv om Carl II. af sit Parti betragtedes som Konge i Landet, var
det Cromwell, der havde Magten, og det var først i 1660, ni Aar
efter Jones’s Død, at Carl II. besteg Tronen. Saa følger, som det
mest ærefulde Webb ved at nævne om sin Mester, at Christian IV.
sendte Bud til Italien efter ham, at han opholdt sig længe i Dan
mark og fulgte med Kong Christian tilbage til England.
Og hvad saa endelig selve Sagen angaar, maa man ikke lade sig
blænde af den lærde Ole Worms Autoritet. Han kender kun
Stonehenge af Beskrivelse og har ikke været i England og set
dette mærkelige Monument. Men Inigo Jones har ikke blot set det,
studeret, tegnet og opmaalt det, men han har tillige været i Italien
og studeret Bomernes Bygningskunst, og endelig — og herpaa læg
ges ganske særlig Vægt — har han levet mange Aar i Danmark.
»Og med hans Interesse og Beundring for Oldtidsmindesmærker,
fremfor alt for det mægtigste af alle i Kristenheden, af hvilket jeg
har hans egne Tegninger liggende tor mig, vilde han ikke paa no
gen Maade have undladt at lægge Mærke til saadanne Mindes
mærker i Danmark, om de i det hele taget havde været værd at
lægge Mærke til eller haft nogen som helst Lighed med vort Stone-
Heng. Havde han fundet den mindste Lighed og havde han ikke
været saa strengt redelig i sin Dom, som han var, saa vilde han