Forskønnelsen

Udsigt fra Tinghojbatteriet.

BYENS NATURFRONT

Byer en levende Organisme. Dens Midte

er Hjertet, hvorfra Aarerne løber ud. Pul

sene samler sig tykkere og tykkere, jo nær

mere de strømmer til Hjertekamrene. Trafiken

pumpes ud og ind, som Blodet, der i et vidt-

forgrenet Net føder Hjertet og dets Oplands-

Legeme. Alle gamle Byer — ogsaa Køben

havn — bar i Aarhundreder Fæstningsværkers

strammende Snørliv, der hemmede det frie

Blodomløb og tilsidst sprængtes af Trafikens

Pres. Byen maatte krænge sit Harnisk af for

at vokse ud over Bastioner og Grave. Men kort

efter maatte Storbyen søge sig et nyt og fjer

nere Værn ved at sprede Forter og Fæstnings

linjer ud i en Enceinte, der favnede ikke selve

Byen, men dens Omgivelser i milevide Af

stande. Dog, nu var man ikke mere Aarhun

dreder om at indse, at Fæstningsværker for

ældes hurtigere, end de anlægges. Nedlægning

af Enceinter staar overalt paa Dagsordenen,

endog længe før Byen støder paa dem i sin

Vækst.

Naturen har en velkendt Evne til at forskøn

ne, hvad Menneskehænder modelerer i selve

Jordsmonnet. »Solen taaler intet Hvidt«, og

Jorden klæder sig selv i Grønt. Skønne Natur-

virkninger opstaar, hvor Gravemaskinerne

F O R S K Ø N N E L S E N . XIII. AARO. 1923. Nr. 8.

hører op at arbejde, og hvor Byen erobrer

gamle døde eller døende Fæstningsværker.

Spændetrøje, Snørliv og Panser leveres til

bage, forædlet med en Patina af Natur, af vildt

voksende Planter og Græs. Vandsamlinger, der

kunstigt blev uddybede og fyldte til regelmæs

sige Render og Grave, Jordhøje med den vide

ste Udsigt, opkastede Volde, Bastioner, Batte

rier, Kaponiérer, Jordmasker, Kanonbænkc,

Traverser osv., osv., alle disse militærtckniske

Anlæg, der har kostet saa uhyre Arbejdskraft,

saa stor Viden, saa beregnet en Udnyttelse af

alle Terrænets naturlige Formationer, ender,

naar de »nedlægges«, med at genopstaa som

Naturskønheder i Landskabet. Naar Somrcn

drager sit grønne Dække over Soldatcrhæn-

dernes Værk, og Ingeniørkunsten ligger be

gravet under Græs, synes Jorden at have faa-

et nye og forskønnede Profiler. Hvad Nietz-

sche sagde om Kirker, at han elskede dem

højest, naar Solen skinner ind ad søndrede

Tage og Ruder, passer bedre paa Fæstnings

værker: de er skønnest, naar de ikke mere »gør

Tjeneste«.

Da København krængede sit gamle Fæst

ningspanser af sig, tog man saa godt som in

tet Hensyn til de Skønhedsværdier, der blev