11 / 212
hvorved han lærte en Mængde Sange, ja hele Operapartier. Imidlertid havde hans ualmindelige Væsen vakt Interesse
for ham hos tiere fornemme Familier, og han nöd især Velvillie hos Oberst Höegh-Guldberg, en Broder til Digteren.
Da hans Moder havde giftet sig anden Gang, blev han bestemt til Skrædderprofessionen, og han gjorde sig selv fortrolig
dermed ved Tanken om de Ressourcer, der her aabnede sig for Garderoben til hans Dukketheater.
Til sin Confir-
mation fik han for förste Gang Stövler og anstændige Klæder, og hans Glæde herover var saa stor, at den forstyrrede
hans Andagt i Kirken, en Stemning, han for nylig har udtalt poetisk i Eventyret „De röde Skoe“ . Han havde efter-
haanden sammensparet en Sum af
13
Rhd., og bestormede nu Moderen om at maatle med dem reise til Kjöbenhavn,
for at komme til Theatret, eller blive „en berömt Mand“ som de, han undertiden havde læst om. Hun henvendte
sig först til en Spaaqvinde, og da denne forudsagde ham Lykke og Storhed, ja, at „Odense engang skulde blive illu
mineret for ham,“ fik han Lov til at begive sig paa Reisen.
Han ankom saaledes til Kjöbenhavn den 5te Septbr. 1819, just da den bekjendte Jödefeide (som han har
skildret i „Kun en Spillemand“) havde sat hele Byen i Oprör. Hans förste Vandring var til Theatret, men han betrag
tede det endnu kun udenfra, med samme hellige, frygtsomme Længsel, som en Elsker sit förste Kjærlighedsideal.
Næste Dag tog han Confirmationsklæderne paa, og begav sig til Dandserinden Madm.
Schall
, til hvem han havde et
Anbefalingsbrev. Han forebragte sit Önske, og paa hendes Spörgsmaal om, hvilke Partier han troede at kunne udfore,
svarede han „Cendrillon“ ! og med det samme sang og dandsede han denne (som bekjendt en Damerolie), men med saa
selsomme Gebærder, at hun troede, han var vanvittig, og lod ham gaae. . Han gik derpaa til Theaterchefen, for at söge,
Ansættelse, men fik det Svar, at han var for mager. Alt Ilaab syntes nu forbi. I sin tröstlöse Forfatning kjöbte han
en Galleribillet, og saae Balletten «
Paul og Virginie
.“ De Elskendes Adskillelse greb ham saa dybt, at han brast i Graad,
og med sin sædvanlige Aabenhed fortalte han det forsamlede Publikum hele sin Skjæbne, og anvendte Ballettens Indhold
paa sig og sin ulykkelige Kjærlighed til Theatret. Hans Kassebeholdning var imidlertid svunden ind til en Daler; i sin
Fortvivlelse gik han nu efter Avisen i Lære hos en Snedker; men allerede den förste Dag skræmmedes han ogsaa herfra
ved den letfærdige Tale, der fortes paa Værkstedet. Han huskede nu paa sin Sangstemme, der saa tidt i Odense var
bleven rost. Han gik da til Professor
Siboni
, hos hvem der just var Middagsselskab, og deriblandt
Baggesen
og
Weyse.
Han kom ind til Bordet, sang og spillede Comedie, indtil han ved Tanken om sin egen Stilling overvældedes af Taarer.
Baggesen
spaaede, at der engang vilde blive Noget af ham,
Weyse
indsamlede ved en Collect 70 Daler til ham, og
Siboni
begyndte at danne hans Stemme. Men denne var alt i Overgang og gik snart tabt.
Ved forskjellige ædle
Mænds Bistand lykkedes det ham dog at kunne blive i Kjöbenhavn. Digteren
Guldbcrg
underviste ham i Dansk og
.Tydsk, og han blev endelig Theaterelev under Instruction af
Lindgreen
, gik daglig paa Dandseskolen, og optraadte
i nogle Balletter, deriblandt engang med Fru Heiberg, som da var et lille Barn. Endnu fuld af Overtro listede han
sig Nytaarsaften silde op paa Theatret, for at fremsige nogle Ord paa Scenen (han læste paa Knæ et „Fadervor,“) i
det Haab, at han saa maatte komme til at debutere inden Aaret var omme. Hjemme paa sit Værelse beskjæftigede han
sig endnu stedse med sit Dukketheater.
Men det slumrende Naturkald, der hidtil havde ytlret sig som en ubestemt Lidenskab for Musik og Theater,
begyndte at vaagne i en anden Retning; han skrev en versificeret Tragedie, paa Bakkehuset havde Fru
Rahbek
halv i
Spög kaldt ham Digter, han tog Varsel heraf, og indsendte til Theatret et Par dramatiske Arbeider, der dog forkastedes
som umodne. Men nuværende Conferentsraad
Collin
, som var Medlem af Directionen, havde her bemærket Spor af en
Aand, som lovede noget Ualmindeligt, og denne fortræffelige Mand, i hvis Huus og Familie
A
n d e r s e n
senere blev op
taget som Sön i et kjærligt Hjem, skaffede ham ved sin Jndilydelse frit Logis og Undervisning i Slagelse Latinskole.
Han læste nu meget flittig, og afholdt sig næsten ganske fra poetisk Lecture, men Rectoren, i hvis Huus han var, og
hvem han siden fulgte til Helsingör, misforstod sin Discipels ciendommelige blöde, uforbeholdne Natur, og hvad der
rörte sig i ham, og da hans Behandlingsprincip, som han vistnok selv siden har erkjendt, var aldeles forfeilet og for
dærveligt, tog
Collin
, saasnart han kom til Kundskab derom,
A
n d e r s e n
ud af Skolen. Han blev nu privat undervist af
den ved sin Iver for nordisk Sprog og Historie hæderlig bekjendte Cand. theol. (nu Pastor)
L. C. Müller
, og tog et
Aarstid efter Examen
artium
med næstbedste Charakteer.
Endnu i sin Skolegang havde
A
n d e r s e n
skrevet adskillige meget lovende Digte, deriblandt det med saa over
ordentligt Bifald optagne „Döende Barn,“ som han dengang först efter mange forgjæves Forsög opnaaede at faae trykt,
og^som nu er oversat i mange Sprog, ja endog paa Grönlandsk. Paa hans Vandringer til hans Manuducteur,
Müller
, som
boede paa Christianshavn, knyttede de i hans Indre stedse stærkere gjærende poetiske og lunefulde Ideer sig til de pro
saiske Lokaliter, han her daglig havde for Öie, og saaledes opstod hans „Fodreise til Amager,“ en væsentlig litterær
Satire i den humoristiske Fortællings Form, hvoraf nogle Brudstykker först meddeltes i
Iieibergs
„flyvende Post,“ og som
udkom nogle Maaneder efter at han var bleven Student, og gjorde en saa overordentlig Lykke, at der faa Dage efter
maatte foranstaltes et nyt Oplag, og senere (1839) endog et tredie, foruden et svensk Eftertryk. Den nærmeste Grund til,
at hans förste större Arbeide fremtraadte med en negativ ironisk Charakteer, var vistnok den Behandling, han i sin Skolegang
havde lidt, hvorved ethvert Udbrud af hans levende og stærkt overströmmende Fölelse var bleven tilbagetrængt og latter—
liggjort. Han blev nu velvillig optaget i forskjellige anseete Familiekredse, som
II.
C.
Örsteds
og Commandeur
Wulffs
,
hvilket vistnok havde en heldbringende og dannende Indflydelse paa ham. Men i enkelte Kredse viste sig ogsaa Mislig
heden ved ai fælde afgjörende Domme over en ung Digter, idet Adskillige paa Grund af nogle mindre modne Arbeider bröde
Staven over ham i det Hele, medens de paa samme Tid ophöiede Digte, han lod trykke uden Navn, og saaledes ifölge