12 / 212
I
&
dette Princips Conseqvents burde have bifaldt Alt, hvad der flod af hans Pen. Han tog om Efteraaret 1829 anden Examen
med et meget godt
Laud
, og havde endnu samme Aar skrevet „Kjærlighed paa Nicolai-Taarn“, heroisk Vaudeville i een
Act, som ved Opforelsen paa Theatret blev modtaget med Jubel af hans Medstuderende, der vare stolte af ham, men
som uagtet det robede Vid og Lune, i sig selv var et forfeilet Arbeide, navnlig fordi det satiriserte med Noget, som
ikke existerede hos os. Kort efter (1830) udkom hans forste Samling ,,Digte“ , som ved deres Friskhed, Lune og
naturlige Folelse optoges med ualmindeligt Bifald saavel af Publikum, som af Kritiken. 1 dette Bind fandt man ogsaa
hans forste Forsog i den Retning, hvor han senere bevægede sig med saa udmærket Held, det prosaiske Folkeeventyr.
Han foretog en Reise igjennem de danske Provindser, og udgav derpaa (1831) en ny Digtsamling: „Phantasier og
Skizzer,“ som ved flere alvorlige og vemodige Toner vidnede om, at en Forandring var foregaaet i hans Indre. Havde
han tidligere stundom nærmet sig til
Hoffmann
, saa syntes man her at bemærke Paavirknirig af
Heine.
Ogsaa i en
anden Henseende skulde han nu uddrives af sit poetiske Barndomsparadis; Forf. af de bekjendle „Gjengangerbreve“
H. Hertz
, angreb ham paa Grund af det Hastværk og den Incorrecthed, der, ved Siden af hans medfodte flydende og natur
lige Versiflcation, i en Deel af hans Arbeider sporedes i Sprog og Vers, med saameget Talent og skaansellos Ensidighed,
at den gunstige Stemning, paa hvilken han hidtil glad og sorglos havde vugget sig, pludselig slog om i en modsat. I
Sommeren 1831 gjorde han en Udflugt til det nordlige Tydskland, Harzen, Sachsen o. s. v., af hvilken han i sine
„Skyggebilleder“ gav en særdeles livlig og poetisk underholdende Skildring. Han blev paa denne Reise bekjendt med
Tieck
, og
Chamisso
, som forst gjorde Tydskerne opmærksomme paa hans Fortrin, og oversatte adskillige af hans Smaa-
digte. 1832 udgav han en lille Samling „Vignetter til danske Digtere;“ man fandt her epigrammatisk Vid forenet med
et kjærligt og begeistret Gemyt.
Det er bekjendt, at selv om en Digter gjor Lykke, og selv om han er meget frugtbar, vil han med et
Publikum saa lidet som det danske, ikke kunne leve af sine Værker. Journallitleraturen havde dengang endnu ikke
udviklet sig hos os, og der var ikke Tale om Honorar for indsendte Bidrag.
A
n d e r s e n
maatte da gribe fil at over
sætte Stykker for Theatret („Skibet“ og „Dronningen paa 16 Aar“) og skrive Operatexter for forskjellige af vore
Compornster: „Bruden fra Lammermoor“ (for Bredahl), „Ravnen“ (for Hartmann) 1832, og „Festen paa Kenilworth“
(for Weyse) 1836.
De Baand, hans Muse her maatte paalægge sig, kunde kun virke skadelig i poetisk Henseende,
men denne undskyldelige Letsindighed havde til Folge, at „Maanedskriftets“ æsthetiske Kritiker
{Molbech)
, der
hidtil i det Hele havde ydet ham velvillig Anerkjendelse, fra nu af blev hans erklærede Modstander, saameget
mere, som Gjengangerbrevenes Polemik og en senere optraadt Digter
fPaludan-Muller)
syntes at tage hans hele kritiske
Bevidsthed i Beslag. Saaledes bleve
A
n d e r s e n s
„Samlede Digte“ , der for i samme Tidsskrift enkeltvis vare gunstig
bedomte, nu anmeldte i en næsten fjendtlig Aand, og det samme var Tilfældet med „Aarets tolv Maaneder“ (1833),
uagtet man her i fuldt Maal gjenfinder hans friske, hjertelige og phantasirige Lyrik, og forskjellige Partier deraf (f. Ex.
Juli Maaned) endog hore til det Skjonneste, han har skrevet.
Samme Aar fik han, tilligemed
Hertz
, Stipendium
af Regjeringen til en Udenlandsrejse. I Udlandet foler man dobbelt Betydningen af et fælles Fædreland; de to litterære
Modstandere modtes forst i Rom, men som ædle poetiske Naturer kom de hinanden venlig imode, og reiste sammen
til Neapel.
A
nd e r se n
var forst gaaet til Paris, og fulgte herfra en Indbydelse til Schweitz, hvor han fuldendte sit
dramatiske Digt: „Agnete og Havmanden“ , som, uagtet det vidner om en mærkelig Udvikling hos Digteren, uagtet
hans Poesi her frembryder i dybere, fuldere og kraftigere Toner end for, dog i Hjemmet vakte langt mindre Opmærk
somhed, end hans tidligere mindre fuldkomne Arbeider. Paa samme Dag, som han for 14 Aar siden, fattig og hjelpelos,
var kommen til Kjobenhavn, betraadte han Italiens Grund, og her aabnede sig nu for hans glodende Phantasi en ny
Verden. I Rom sluttede han Venskab med Thorvaldseu, og den store Kunstners opmuntrende Anerkjendelse, Beskuelsen
af Kunstskattene, den rige Natur, det brogede, farverige Folkeliv, virkede dybt og velgjorende paa hans Digtersjæl, og
Frugten heraf var hans beromteste Værk, Romanen „Improvisatoren“ , som han fuldendte kort efter sin Hjemkomst,
1835. Selv hos hans Venner var der opstaaet Tvivl om, hvorvidt hans ualmindelige poetiske Evne vilde modne sig til
hoiere Fuldendelse, men disse Tvivl forsvandt, da
Improvisatoren
udkom. Man henreves af den friske, glimrende Phan
tasi, som med en vidunderlig Sandhed og Varme her fremtryllede hele Italien i en Række yndige Billeder af et rigt
bevæget Menneskeliv. Folk, som for havde været hans Modstandere, skiftede ved denne Bog Anskuelser, den udkom snart
i andet Oplag, og gjorde overordentlig Lykke paa Tydsk. Hoitstaaende og anseete Personer (saaledes den ædle Grev
Rantzau-Breitenburg
) kom med Velvillie Forfatteren imode, og kappedes med en hos os ikke sædvanlig Agtelse fo£ litte
rær Udmærkelse, om at oplage ham i deres huslige og selskabelige Kredse. Men paa samme Tid, som
A
nd e r se n
fulgte Tillokkelserne ved et saadant Liv, syntes hans Frugtbarhed endog at tiltage.
1835 udkom de forste af hans
„Eventyr“ der overalt vandt udelt Bifald, og hvor man, navnlig i adskillige af de senere, finder Culminationen af hans
Geni; han udgav (1836) Romanen „ 0 .2 ’.“, der udmærker sig ved en livlig Skildring af nationale Sæder, samme Aar
det idylliske Drama ,,
Skilles og mbdcsu
, som nok kunde finskes igjen optaget i Repertoiret, og 1837 Romanen „Atm
en Spillemand
“ , som i et gemytligt Foredrag fremstiller interessante og kjækl tegnede Charaklerer. Aaret efter udgav
han „Tre Digtninger,“ skrev (1839) for en Decoration, der var anskaffet til et Stykke af
Hertz
, Vaudevillen „Den
Usynlige paa Sprogou
, som ved sin friske overgivne Lystighed har holdt sig i Publikums Yndest, saa ofte det end
er bleven opfort, hvilket endnu mere gjælder om hans forste storre Arbeide for Theatret, det romantiske Drama
„Jfulttiien,“ (1840) hvortil Sujettet var taget af en fransk Novelle.
Stykket gjorde ogsaa i Sverrig overordentlig
Lykke, hvilket tilligemed Anerkjendelsen af hans tidligere Digtervirksomhed, foranledigede, at
A
n de r s e n
,
da han samme