130 / 212
Anna Helene Dorotliea Nielsen.
Skuespilleren er den Kunstner, hvis Værker i den storste Fuldstændighed blive forstaaede og nydte. De baade sees og
hores i deres fulde Heelhed, ikke blot som Reproduction af det digteriske Ord, men ofte som en mere selvvirkende
Aands egen Opfattelse og Levendegjorelse af dette, idet de skabe det en ny Tilva?relse med det umiddelbare Livs utve
tydigste Friskhed, Styrke og Klarhed. Den sceniske Kunst kan for saavidt kaldes de andre Kunsters Fuldendelse, som
Thcatret forener dem alle, og forer dem ind i den lyslevende Virkelighed. Men Skuespilleren har ogsaa af alle Kunstnere
den mindste Kreds at tale til; ikke for sit hele Folk, endsige for Verden og kommende Slægter, men ofte kun for en
enkelt Aftens tilfældige Forsamling, kan han fremstille sit Værk. Dette tor dog ikke betragtes som en Mangel ved Skue
spilkunsten, der skulde give den en lavere Rang; del er en Eiendommelighed ved den, en Indskrænkning paa een Side,
der opveies paa den anden Side ved andre (mere intensive) Fortrin, som alle de andre Kunster savne. Det er derfor
en Feil at charakterisere Skuespilkunsten alene som tiephemerisk”, thi man synes da at glemme, at den besidder
det Eqvivalent, at være den populæreste blandt Kunsterne, for de Fleste den nærmeste, for Mange den eneste Kilde
til aandelig Dannelse, Forædling og Opbyggelse; at den i sit flygtige og momentane Liv virker med langt storre Rigdom
og indtrængende Styrke, og skaffer sin Udover en langt yppigere Lon, end nogen anden Kunst. Man kan heri soe eri
Yltring af den Ligevægtslov, som behersker hele Tilværelsen, som lader de Skabninger, hvis Liv er kortest, svælge i en
uafbrudt Livslyst, og som forsoner os med det Smertelige i hoilbegavede Aanders tidlige Bortgang, for hvem dog en
hurtig gjennemlevet Vaar har været rigere, end hundrede Vintre for Andre.
Men i denne Skuespilkunstens Eiendommelighed ligger den naturlige Grund til den interessante Erfaring, at
Q vindcn
i denne mest reeeptive og i Oieblikket concentrerede Kunst, og kun i den alene, kan maale sfg med Manden.
Thi ogsaa hende har Naturen stillet i det Ephemere, det er hendes Hjem, hvortil hun med sin hele fragmentariske og
momentane Aandelighed er knyttet. Men til Erstatning har hun ogsaa faaet denne skjonne Styrke i Virkeligheden,
denne stærkere blussende Flamme af frisk, umiddelbar Livsfylde, hvorved hun fuldbyrder sin Mission i Verden,
derfor er hun seirrig i Oieblikket, derfor har uFoIelsens” Rige ikke nogen Konge, men en Dronning.
Og derfor have
vi ikke heller her villet charakterisere Noget som Mangel eller Ufuldkommenhed ved Qvinden, saalidt som ved Skue
spilkunsten, men kun sogt at betegne begges eiendommelige Natur og Væsen, som Product af visse Fortrin og Ind
skrænkninger , der gjensidig betinge hverandre.
Man kunde fortsætte denne Parallel endnu videre, og saaledes
deri finde den naturlige Grund til, at den danske Nation, som i Nationernes store Række horer til de mere
qvindc-
lig c
, netop i Skuespilkunsten, som blandt de andre Kunster repræsenterer Qvindelighedens Princip, har frembragt et
forholdsvis meget storre Antal udmærkede Individer, end de fleste andre Folk; ligesom ogsaa dette harmonerer med den
Bemærkning, man har gjort med Hensyn til vor Nationalcharakteer, at Begeistringen hos os i Regelen er mere letbevægelig
og lyrisk opblussende, end udholdende i Længden.
Den Dame, ved hvem vi her skulle dvæle, horer til Danmarks storste Skuespillerinder. Hendes Aands Noblesse
og Ynde har henrevet de Ældre blandt os, da hun som ung Pige betraadte Brædderne, og nu, da hun ikke længer laler
de unge Musers begejstrede Sprog, beundre vi endnu hos hende den ideale Sjælsadel, som aander en hdiere Skjonhed hen
over de Fremstillinger, der allerede ved hendes forstandig-dybe Opfattelse og correcte Udførelse i hdi Grad vilde tilfreds
stille. Fodt her i Kjdbenhavn d.4de Septbr. 1803 nod hun i Huset hos sin Fader (Seilmagermester
B
r e n o e
)
en meget
omhyggelig Opdragelse. Da hendes Tilboielighed og Anlæg for Theatret rimeligvis har ytlrct sig aldeles umiskjendelig,
bestemte hun sig i sin forste Ungdom for denne Bane, og fik Prof.
ZiNCK
til Lærer i Musik og Sang, og Mad.
R
o sin g
til Instructrice i den sceniske Kunst. Denne Undervisning maa have været saameget mere frugtbringende, som der senere
i hendes Natur viste sig en mærkelig Lighed med denne store Skuespillerinde, hvis skjonneste Særkjende ogsaa var Ud
trykket af ophoiet Aandsadel og reen Qvindelighed. Hun debuterede 1821 i to tragiske Roller
{D yveke
d. 10. Februar,
ved dette Stykkes 50de Opforelse, og
Sophie
i Erik og Abel, d. 26de April), samt i en naiv Pigerolle (
Emm y
i
Falsk Undseelse, d. 1ste Marts). Endnu samme Saison optraadte hun (21 de Mai) i et Syngeparti,
Stephanie
i Montano
og Stephanie, et i sin Tid megetyndet Syngestykke af
Berton.
Da hun medbragte til Theatret en hoiere Dannelse, end
de fleste Debutantinder, da hun ikke leverede Stykværk, men noget til den mindste Detail Heelt og Færdigt, og allerede
besad en fuldkommen Fasthed og ædel Holdning, var hendes Lykke afgjort. Og Theatret maatte dobbelt glæde sig ved
derine unge opgaaende Stjerne, da det samtidig med hendes Optræden berovedes tre store Talenter,
R
i n d
, K
r u s e
og
Mad.
F
r y d e n d a h l
(forrige Jomfru Moller), en Sangerinde af forte Rang.