134 / 212
August« Nielsen.
B i e n Skildring,
H e i b e r g
i JDe Danske i Paris” giver af Franskmændenes falske Forestillinger om Tilstanden i
Norden, er saa langt fra at være overdreven, at man endnu — 30 Aar efter at danske Krigere gave en stor Deel af
Frankrigs Befolkning slaaende Beviser for at Urbanitet og Dannelse kunne blomstre berligt inden vort Fædrenelands
Grændser — i Paris, som dog kalder sig Inlelligentsens Hovedmagazin, træffer paa Mangfoldige, der fuldt og fast ere
overbeviste om, at Danmark er en sneedækket Udorken og de Danske Vilde, som, om de just ikke æde Bdrn levende,
dog boe i Huler, klæde sig i Dyrehuder og spise raat Kjdd. Og det er ikke blot gamle Damer og Almuesfolk, som
sætte os paa et saa lavt Trin i Menneskeheden; nu og da faae vi af franske Journaler tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at
endog flere af dem, som gjore sig Folkets Underviisning i Politik og Verdenskundskab til Levebrod, ere af samme Tanker.
At der i de sidste fire, fem Aar er hos Pariserne i Almindelighed opstaaet en i den Grad fordeelagtigcre Mening om
os, at enkelte af dem endog have begyndt at sætte os ligesaa uforholdsmæssigt hoit, som de tidligere have sat os lavt,
maa hverken tilskrives vor Literatur eller en voxende Opmærksomhed paa de mange ved Kundskaber og fine Sæder
udmærkede danske Reisende, der stadigen besoge Paris. Den danske Literatur er kun kjendt i et Par Lærdes snevre
Kredse, og det ikke engang ved sig selv, men enkelte ufuldstændige, tildeels forvirrende Beretninger; og hvad de
Reisende angaaer, blive alle gjerne af Pariserne slaaede sammen under een Benævnelse:
udes étrangers
”.
Skal en
Fremmeds Fædreland ved ham komme til Omtale i Paris, maa han nodvendigviis fremtræde med en saadan Berettigelse
til en ganske særegen, almeen Opmærksomhed, at Pariserne tvinges til at sporge: 44Min Gud, hvad kan det dog være
for et Land paa Jorden, der har frembragt det Menneske, som gjdr Opsigt i Paris og dog ikke er fransk”? At
les
lions verita b les
tre Gange i Operaen have seet sig nodte til at gjore dette Sporgsmaal, og tre Gange med Forbauselse
have hort Hr.
P i l l e t
svare 4
D a n m a rk
/ ” er ogsaa virkelig det, som endelig har bragt Pariserne til den Overbeviisning,
at Solen dog en god Deel af Aaret maa beslraale vort Fædreneland saa varmt, at der i det kan trives Selskabelighed,
Kunst og Moder, altsaa Mennesker. Et Land, der har en Ballet, kan allerede ikke være nogen Udork, men staaer
denne Ballet saa forbausende hoit, at den i Lobet af fire, fem Aar kan udsende tre indfodte Gratier, for i Paris, i
den store Opera, i
l’académ ie ro y a le de m u siq u e
, Terpsichores Trylleverden, hvor Zephyrer og Sylphider tre Gange
om Ugen omboltre sig saa yndigt i Luften, at de paa Jorden kunne vugge sig i egne Equipager, at feirc glimrende
Triumfer, da maa Landet være Kunstens og Yndets Hjem. Delte er de parisiske Lovers Slutning, og, uagtet netop
de ere opfyldte af den yderste
dédain
for Alt, naar det ligger udenfor
la barriere de P a r is
, have de i deres Henrykkelse
hoitideligen decreleret Danmarks Anerkjendelse som et af de meest civiliserede Lande.
Den ene af de tre Gratier, hvem vi skylde denne glimrende Opreisning for en Miskjendelse, saa gammel,
at den ikke engang har nogen Begyndelse, er
A u g u s t a N i e l s e n ,
fodt den 26de Februar 1823 i Kjobcnhavn, hvor
hendes Fader er Oekonom ved Frimurerlogen. Allerede i sit syvende Aar blev hun optaget i det kongelige Theaters
Dandseskole, hvor Hr. Balletmester
B o u r n o n v i l l e
snart, uagtet hendes Udvortes ikke dengang lovede den ædle
Figur, som nu saa ypperligt understotter hendes Kunst, opdagede hendes sjeldne Anlæg, hvis Udvikling han fremmede
med megen Iver. I uPaul og* Virginie” betraadte hun den 29de October 1830 Theatret og allerede et Par Aar efter
fandt Balletmesteren i hende en af sine meest udmærkede Elever, som i flere Smaapartier havde vakt store Forvent
ninger hos Publicum.
Sin egentlige Debut gjorde hun den 27de Juni 1838 i Balletten ^Valdemar” som opfortes i
Anledning af den russiske Storfyrstes Nærværelse. I den
P a s de tr o is ,
hun udforte med Jomfru
F j e l d s t e d
og Hr.
J o h a n s e n ,
overraskede hun ved sin ædle Holdning, en ualmindelig Sikkerhed og meget gratiose Bevægelser. Da
Jomfru
G r a h n
i Februar 1839 forlod det danske Theater, gaves der Jomfru
N i e l s e n
Ledighed til at erhverve sig et
Repertoire, som kunde lade hendes Talent komme til Udvikling og skjænke hende Publicums Yndest. Denne Ledighed
lod hun ikke være unyltet; enhver Optrædelse gav Vidnesbyrd om den Flid, hvorved hun stræbte at nærme sig sit
Maal og retfærdiggjore sin Lærers Omhyggelighed. Navnligen vandt hendes Udforelse af Sylphidenog Abbedissen i
i4Robert”, Jomfru
G r a h n s
Triumfpartier, et glimrende Bifald og berettigede hende til Navnet af en sjelden Kunstnerinde
i Plastik og serieux Dands. I 1839 gjorde hun med sin Lærer og hans Familie en Kunstreise til Sverrig. Hendes
Optrædelse i Stockholm, Gothenborg og Malmoe gav hende en rig Host af Bifald, Blomster og Digte. I Juli 1811
tog hun til Paris, for der at erhverve sine Evner en hoiere Udvikling og ved en Debut paa det, med Hensyn til sin
Ballet, beromteste Theater at give sit Publicum i Kjobenhavn et usvækkeligt Vidnesbyrd om at hun var dets Yndest
værdig. I Paris fandt hun en saare velvillig Modtagelse hos
P e r r o t ,
den franske Operas forste Dandser, som, efter
at have seet hendes Prove, strax overtog hendes private Underviisning. Da han, ifolge et Engagement i London,
maatte forlade Paris, anbefalede han hende til sin Eftermand ved Operaen,
M a z i l i e r ,
som ligesaa ivrigt veiledede
hende og i Mai 1842 erklærede, at hun nu var saaledes forberedt, at hun med sikker Forventning om et heldigt
Udfald kunde fremtræde for Operaens strenge Publicum. Endnu var der imidlertid store Hindringer at overvinde.