150 / 212
v
sit dramatiske Digt „Fenws” (anm. i „Fædrei. f. 1841). Det var af denne Digtning tydeligt, at et Fremskridt havde
fundet Sted i Digterens aandelige Udvikling, i det mindste i een Retning.
Hans Tanke var modnet til Fasthed og
Klarhed, og med en forhoiet Grad af digterisk Besindighed havde han erhvervet sig et Herredomme over Ideen, som
satte ham istand til at lade den gieanemtrænge den digteriske Form med tankefuld Vægt og giennemsigtig Klarhed.
Hans „Venus”, der i en interessant dramatisk Composition skildrer den evige, uforgængelige Kiærligheds Kamp med og
Seier over den jordiske, er en Digtning, ikke mindre dyb fra Tankens Side, end glimrende fra Formens og den poetiske
Fremstillings. Endnu i Slutningen
af
1841 udgav
P
a l u d a n
-M
u l l e r
fdrste Deel af den poetiske Fortælling
„A dam
H om o
” (Intelligensbl. udg. af Heiberg Nr. 2). At give et Billede af Mennesket, som han er i sin Almindelighed,
behæftet med Endelighedens Brost og Mangler, med alle dens forstyrrende Tilfældigheder og forvildende Lyster, men
ogsaa med Evighedens Præg paa sin Pande, med Bevidsthed om sit uendelige Maal, og med et Ore, som i stille Timer
aabner sig for et hoiere Livs Kald; at give et Billede af Mennesket, som han udvikles i Livets Skole giennem Tvivl
og Farer for sin Bestemmelse: det er uden Tvivl Digterens Hensigt med „Adam Homo.”
Ogsaa denne Digtning er
rig paa udmærket smukke Enkeltheder, navnlig er dens sidste Deel i hoi Grad yndig og tiltrækkende, men en noget
fered Fremstilling, og en altfor lang Dvælen i den lavere, ikke-ideale Sphære, hvor Digteren som bekiendt ei horer
tnemme, svækker det Indtryk, som Digtningens mange smukke Situationer, dens varme Folelse og dybsindige Reflexion
ellers vilde frembringe. Efter to Aars Taushed udgav
P
a l u d a n
-M
u l l e r
i Foraaret 1844 de tvende dramatiske Digte:
„
T ithon>‘>
og
„ D ryadens B ryllu p
”. Af disse er i Særdeleshed det forste Digt en skion og indholdsrig Composition.
Mythen om Tithon og Aurora er med digterisk Frihed benyttet som Underlag for et dybsindigt Tankebillede, der
afspeiler Mennesket, som, forsmaaende det jordiske Oieblik, hvori han er sat til at færdes, slumrer ind i Haabets Arme
og vaagner i Erindringens, men springer Livet over. Kampen imellem Form og Idee i
P
a l u d a n
-M
u l l e r s
mythiske
Digtninger, der bestandig, eftersom hans Genius modnedes til Klarhed og besindig Kraft, udjævnedes mere og mere, er
her saa at sige ophort. I dette Digt hvælver Compositionen sig rig og fyldig, dyb og glimrende, kraftig og varm,
over den hvilende Tanke. Det er ikke blot Forstanden som tilfredsstilles, men de inderste Slrænge i Menneskets Bryst,
Længsel og Smerte, Fryd og Haaben, den stille Hengivenhed og den stærke Tro blive rorte af de Toner, som klinge
deri, og lyde længe derefter. Og netop hvad der er mecst almindelig Menneskeligt i Siælen bliver stærkest bevæget
af „Tithon” ; thi meer end i nogen anden af P.
M
u l l e r s
poetiske Frembringelser, er det virkelige Mennesker, plastiske
Figurer, som bevæge sig i dette Digt, længes og haabe, lide og glæde sig deri. Ogsaa Stilen er udmærket ved en
ualmindelig ædel Simpelhed og Reenhed, der forsmaaer al everflodig Farvepragt. Hensigten med disse Linier forbyder
desværre et længere Ophold ved en Digtning, der er en af de mee&t værdifulde poetiske Frembringelser, de sidste Aar
har skienket os, og som sikkert alt har vundet sin fortiente Anerkiendelse hos alle kyndige, med poetisk Sands
begavede Læsere.
Kaste vi til Slutning et Blik tilbage, for, saavidt det med faa Træk lader sig giore, af de hidil omtalte
Digterværker at bestemme
P
a l u d a n
-M
u l l e r s
Digtercharakteer overhovedet: saa er det hurtig ioinefaldende, at han,
meer end nogen anden af de nulevende danske Digtere, er i egentligste Forstand
L y rik e r
, og, som en indsigtsfuld
Konstdommer alt har bemærket, i det Væsentlige slutter sig til vor ældre lyriske Digterskole, hvis sidste Repræsentant
var Schack Staffeldt. Udrustet, som han er, med en rig Phantasie, der dog mere yttrer sig i en Overflod af nye og
overraskende Billeder, end som egentlig Opfindelsesevne, med en ikke ringe Grad af satiriserende Lune og Sands for
det Comiske, med en varm og inderlig Folelse, der netop ved hiin Sands altid holdes i en sund Ligevægt, med en
tænkende Evne, der bestandig modnestil dybere Reflexion: udrustet med disse Evner er det dog egentlig forst paa
Lyrikens Gebeet, at han ret er istand til at udfolde dem. 1 hans Digtninger af episk Natur ere altid de Steder de
skionneste, hvor han hviler i Fortællingens Gang for at give en Stemning Luft, den være nu fremkaldt af Sorg eller
Glæde, eller hvor han kaster sit Blik udover Livet og lader dets vexlende Skikkelser reflectere sig i hans Tankers Speil;
udenfor disse ere Skildringerne ikke siælden noget langtrukne eller matte. Og i hans dramatiske Digte er det ikke Opfindelsen