149 / 212
¡s
/ i
^
,
&
tyr
//£'
„en melancholsk, skærende Klageiyd, som Isens, i det dens brudte Flager om Foraaret forgiæves söge at modstaae
„Vandets Magt, der tvinger dem til at knuse og sönderrive hverandre. Dog hörte jeg altid en dybere Harmoni oplöse
„Dissonantserne i de omskiftende Sangtoner, der strömmede fra et rigt Væld; og det var ikke Toner, som blot med en
„Klang ryste Örets Nerver; men det var af dem, der have Aand og Siæl, og bringe de dybeste Strænge i et men
neskeligt Bryst til at bæve.” Det vil af denne begeistrede, men sande Skildring af et dybt fölt poetisk Indtryk, der
er saameget mærkeligere, jo siældnere det Tilfælde indtræffer, at en Kritiker lader sig saaledes henrive af sin Gienstand,
at han, saa at sige, selv bliver Digter: det vil af denne Skildring være klart, hvormeget „Dandserinden” i sin Tid har
forbauset Publicum. Og det var ikke blot ved sit skiælmske Lune og sin vittige Satire, at hun frembragte denne
Virkning, ikke blot ved det muntre Smiil og den overgivne Latter,hvormed hun dandsede let hen over Scenen; men
ogsaa, og det i endnu höiere Grad, ved sin Sorg og Alvor, ved
sit taarefyldteBlik og smerteböiede Hoved. Med
„Dandserinden” havde
P a l u d a n - M ü L L E R S
Geniüs udfoldet sig, om end ikke til fuldendt Modenhed, saa dog til den
Grad, at hans Berettigelse som Digter var uomtvistelig, og Trækkene af hans Digtercharakteer angivne.
Allerede det
folgende Aar, 1834, udgav han „
Am or o y P sych e”
(Maanedskr. f. Lit. XIV), et lyrisk Drama, der aabner den Række
af mylhologiske Digtninger, som, forhaabentlig ikke sluttet, >bestandig har aabenbaaret en större, mere overraskende
Tankefylde. Medens Digteren i Stoffets Udvikling i det Væsentlige fölger Apuleius’ Fortælling, lader han den herlige
Mythes Idee udfolde sig frit og harmoassk giennem en Række af Momenter, som, hvert for sig, ere af höi lyrisk Skiönhed.
Siælens Udvikling ved Kiærligheden, og Kiærlighedens Magt til seirende at rive den evige Siæl af DÖdens Arme og
löfte den op til Udödelighed, det er den dobbelte Tanke, som, forbindende Mythens gamle Symbolik med den christelige
Verdens skiönneste Haab, kaster sit Lys over Scenebillederne i „Amor og Psyche.”
Ogsaa dette Digt udmærker sig
fra Formens Side ved sine blöde, melodiske Vers, der til Rhytraernes Klang före Billederne frem for Læserens Öie,
ligesom vuggede paa Böiger. Ogsaa 1835 udgav
P a l u d a n - M ü L L E R
en lille poetisk Fortælling: „
Zuleimas F lu g t'\
der, skiöndt udmærket ved mange smukke Enkeltheder, dog er af ringere Værd og Betydning, end de foregaaende
Digtninger.
Under denne frugtbare poetiske Virksomhed havde Digteren imidlertid ikke tabt Livets prosaiske Fordringer af
Öie, og han underkastede sig i Aaret 1835 den juridiske Examens theoretiske Pröve, uden at han imidlertid, som det
synes, hidtil har villet giöre Brug af den herved erhvervede Qvalification til borgerligt Embede. — I Aaret 1836 udgav
han „Poesier, 1ste Deel”, indeholdende de dramatiske Digtninger: „
E v en ty r i Skoven
” og ,,
A lf og Rose
” (Maanedskr.
f. Lit. XVIII. B.). Disse Digte, i Særdeleshed det försle, der ved Siden af mange smukke Enkeltheder, ogsaa inde
holder en Deel matte og upoetiske Figurer og Replikker, og navnlig som Tankebillede betragtet savner Consequents og
Klarhed, fremkaldte en maaskee noget vel strængog eensidig Bedömmelse i Maanedsskriftet for Litteratur. Denne gav atter
Anledning til, at
P a l u d a n - M ü l l e r
det folgende Aar skrev sine „
Trochæer og Jam ber
” , et polemisk Digt, der med
Bitterhed, om end ikke uden Lurte tildeels var rettet mod bemeldte Tidsskrifts Redaction. I Aaret 1838 udgav han
„Poesier, 2den Deel”, indeholdende Skuespillet ,,
Fyrste og P a g e ” poetiske F ortæ llinger
” og ,,
blandede D ig te” .
Ligesom
„Kiærlighed ved Hoffet” hörer „Fyrste og Page” til den höiere Comedie; det bevæger sig, ligesom hiint Skuespil, i to
Sphærer, en höiere, ideal, og en lavere, comisk; men som det i den sidste maa staae tilbage for „Kiærlighed ved
Hoffet” i sand comisk Kraft og Lune, saaledes savner ogsaa den ideale Sphære af denne Digtning, skiöndt smykket med
lyriske Partier af höi Skiönhed, maaskee noget af den romantiske Ungdomsfriskhed, der som en oplivende Sommervind
lufter i Digterens förste Skuespil. Men til Vederlag ere igien de poetiske Fortællinger og adskillige af de blandede
Digte saa skiönne, i deres Alvor saa gribende — som „Vestalinden” — , i deres lunefulde Spög saa fulde af Friskhed
og naturlig Ynde — som „Donna Rosa” — , at denne Samling af Poesier i dens Heelhed kan maale sig med det bedste,
Digteren har frembragt. — Samme Aar, 1838, ægtede
P a l u d a n - M u l l e r
Fröken
C h a r i t e P h i l i p p a L o u i s e B o r c h ,
og
tiltraadte kort efter med hende en Udenlandsreise giennem Tydskland, Nederlandene, Frankrig, Schweits og Italien. Efter to
Aars Fraværelse kom han i Efteraaret 1840 tilbage til Kiöbenhavn, og udgav allerede i Begyndelsen af folgende Aar