S_DanskPantheon

Flensborgerm

i Geert Yestphaler (i 1 og 3 Acter),

R egiilas, T liorm od

i Oluf den Hellige,

H ardcastle

i Feiltagel-

serne,

Grev S t. H ilciirc

i Nina,

Solim an

i Aladdin,

Corfitz

i Barselstuen,

C antal

i Fabrikanten,

M a za rin

i Familien

Mazarin,

A rgante

i Scapins Skalkestykker,

Erem iten

i Hauchs Svend Gralhe (hans sidste nye Rolle). 1816 blev

y g e

Oekonomi-Inspectiir ved Theatret. Da han 1822, meest for sin Families Skyld, sögte om sit gamle Physikat

i Flensborg, modtog han af Frederik den 6te, som önskede at beholde ham, det Tilsagn, at ethvert af hans Börn,

som ved hans Död var uforsürget, skulde til det 20de Aar nyde en aarlig Understöltelse af 150 Rbdlr. Han er

holdt 3 Gange Reisestipendium, og havde fra 1827 fri Bopæl i Theatrets Gaard i lille Strandstræde. Fra 1829

fungerede han som lnslruclör en Scene, de förste Aar med Prædikat af Medinstructör. Paa Kunstreiser optraadte

han 1814 i Jylland, 1815 i Hertugdommerne, i Wien, Prag og Hamburg, senere i Malmö og sidst i Norge;

overalt vakte han Enthusiasme. Herved, foruden ved Saisonsdouceurer og Beneficer (som paa hans eget Forslag

1820 blev forandret til relativ Godtgjörelse) ved Aftenunderholdninger, Sommerskuespil o. s. v , stege hans Ind

tægter saaledes, at han ved sin Död kunde efterlade en ikke ubetydelig Formue. Men i de senere Aar havde han

lidt af en gigtisk Brystaifection, der tilsidst gjorde ham det fast umuligt at spille, og som efter en Reise til de

böhmiske Bade (1839) kun syntes at aftage, for pludselig at udslukke hans kraftfulde Liv den 29de j Uni 1812.

Hans förste Kone, en ved Aands- og Legemsfortrin höist udmærket Dame, med hvem han förte det lykkeligste

Liv, var död 1819, efter at have skjænket ham det 8de Barn.

h a r l o t t e

e t z y

n t h o n

som han ægtede 1823,

og som endnu lever, blev Moder til 7 Börn af hvilke 2 ere döde. Af förste Ægteskab ere 4 i Live, blandt

hvilke en Datter, der som Skuespillerinde ikke blot har arvet Faderens Navn.

Hvad der især udmærkede

y g e

som Skuespiller var, at han i Ordets egentligste Forstand var födt

for sin Kunst. Derhos understottedes hans aandelige Anlæg af en universel Dannelse og et kraftfuldt Legeme.

Han var en hoi og stærktbygget Mand, og naar han fremtraadte, saa „fyldte“ han ikke blot ved sin Figur paa

Scenen, men han fyldte tillige Huset med sin herlige, malmfulde Stemme. Upaatvivlelig besad han en mægtig og

livfuld Phantasi, en henrivende Fölelse, fri for ethvert usundt Element, et sjældent Skarpsind i Studium og Opfat

telse; men det var charakteristisk, at en enkelt af disse Evner aldrig gjorde sig gjældende med kjendelig Overvægt.

Hans Tænkning var ingen besværlig langsom Proces, som hos mange andre Kunstnere, men den slog ned som et

Lyn; overalt var Natur og Kunst hos ham saa nöie sammensmeltede, at Ingen skulde sige, hvor den ene ophorte

og den anden begyndte. OveraIt%irkede han med Geniets underfulde Magt, lige stærkt paa de Dannede og den

ukyndige Hob; derfor fik hans Navn over hele Landet en större Nimbus, end nogen anden samtidig Skuespillers,

og endnu, selv naar det nævnes for Börn, ville de uvilkaarlig derved tænke sig noget Stort og Ophöiet. Mærkelig

var derhos hans overordentlige Mangesidighed, som næsten oversteg enhver Grændse, fra Tragediens höieste Pathos

til det Komiskes og Burleskes forskjelligste Yderligheder. Man har meent, at han i et af de mindst „taknemme

lige“ Fag, de „værdige Fædré,“ udviklede sin höieste og fineste Kunst, men det kan neppe betvivles, at han i de

e h l e n s c h l æ g e r s k e

Helteroller, fra Hakon til Socrates, har havt den dybeste Indvirkning paa Nationen og fundet

den höieste Tilfredstillelse for sin egen Genius. Ligesom denne Poesi for os var ny og uvurdeerlig, saaledes fandt

den först i

y g e

en synlig Gjenfödelse, en Tolk af samme Aandsadel, som fordunklede sine Forgængere

(

f r y d e n d a h l

o s in g

)

og maaskee aldrig vil erstattes.. Som mange geniale Naturer havde han sine bizarre Sider, og skal saaledes

have manglet Sands for Naturens Skjönhed; med saa udelukkende Styrke var hans Sind koncentreret i Poesiens og

Kunstens aandige Skjönhed. Yar han nedslaaet og forstemt, kunde blot en Samtale, der förte Tanken hen paa hans Kunst,

gjöre ham oprömt og bringe ham til at glemme alt Andet. LIar han end traadt i Beröring med sin Tids meest

udmærkede Mænd, saa blandede han sig dog næsten aldrig i det ydre bevægede Liv, men levede meest stille i sit

Hjem, hvorved han desto lettere var udsat for Miskjendelse som Menneske. Han var noget irritabel og opfarende,

hvad der synes at folge nödvendig med Skuespillerens særegne Livssphæro, hvor Nerverne hvert Öieblik pirrres.

De, som fattede hans Betydning, f. Ex. hans Kolleger, maatte dog af Höiaglelse for hans Geni let tilgive ham en en

kelt Opbrusning. De, som have kjendt ham nærmere, vidne, al han i sin huslige Kreds var godmodig og el

skelig, en öm og samvittighedsfuld Fader for sine Börn, paa hvis Opdragelse han Intet sparede, velvillig mod de

Yngre, som sögte hans Veiledning. Af Charakteer var han i den Grad retskaffen og redelig, at det stundom gik

til Bizarreri, og ikke sjelden viste sig i Tilsidesættelse af de dagligdags konventionelle Former, hvorfor han dkke

harmonerede med sin store Kunstbroder

r y d e n d a h l

der i den Henseende var hans fuldkomne Antipode. Sjælen

i hele hans Liv var en utrættelig Drift til Virksomhed. Hans Hovedinteresse optog vel Kunsten og Theatervæsenet,

hvilket han særlig studerede paa sine Reiser, i Hamborg, Brunsvig, Frankfurt a. M., München, Wien, Dresden,

Berlin (1824) og Paris (1831 og 35). Men i de Timer, der herfra levnedes ham, adspredte han sig med at

oversætte Theaterstykker, (f. Ex. Schillers Rovere o. a.) studere Medicin (endnu paa sine sidste Dage indsendte

hans Besvarelser af udsatte Spörgsmaal til udenlandske Universiteter), udvikle Punkter af Lægevidenskaben for hvem

han traf paa, og kurere paa gode Venner. Især syslede han med mechaniske Arbeider, reparerede selv sine Uhre,

og havde et stadigt Værksted, hvor han forfærdigede en Mængde ypperlige Metalarbeider. De fleste af hans Venner

og Kolleger have endnu i en Dørplade, et Spænde eller noget Lignende, en Erindring om

y g e

Dog dette er Smaa-

ting, eller om man vil, en Tilfældighed ved en stor Aand. Vende vi alter Tanken til hans rette Hjem, til Scenen,

da maa det erkjendes, at han har levet og virket meer, end de Fleste i andre Kredse. Derfor efterlod han et

udödeligt Navn og et uerstatteligt Tab.