75 / 212
l)a
O ehlenschltigérs
mægtige Geni i en lang Aarrække havde opslugt hele Folkets poetiske B evidsth ed , og da siden
In g em a n n
havde erhvervet sig et talrigt Publicum , forledte den förstes overordentlige. S tofrigd om , og den sidstes rom antisk-sentim entale Form löshed i Drama og
Epos (saa fortræffelig han end er som Lyriker), Mængden til at betragte disse E genskaber som P oe sien s sande Væsen.
Der fremstod nu en
uoverskuelig Skare af Efterlignere, der som „
im ila to ru m p ecu s
” p leier, vare heldigst i at efterligne de store Poeters svage Sider. Mæ n gden, som
kun bemærkede denne udvortes, tilfældige Lighed m ed hvad der forhen havde begeislret og henrevet d e n , log i A lm indelighed alt dette for gode
poetiske Varer. D elte medforte efterhaanden en mærkelig Fordærvelse af den æsthetiske Sm ag her i Landet og A lt tydede paa et fuldstændigt P ö b e l-
Anarki i Sm agens R ig e , hvis ikke en kraftig Reaction indtraadte.
H eib erg
havde som sagt m ed æsthetisk M od og Talent begyndt en saadan,
m en han stod saa godt som ene, indtil han i „Gjengangerbrevenes” Forf. fik en mægtig A llieret, der forstod sin Tid og sin M ission saa v e l, at
han afskar Spidsborgerligheden enhver Mulighed til at forvexle en bestem t Personlighed m ed S a g en , og saaledes vandt en fuldstændig Seier. En
Tilbagesynken til det tidligere Barbari er nu neppe mere tænkelig.
B a g g esen
var död, Partikampen forstummet, og hang D igtes uforlignelige Forinskjönhed
og Gratie maalte hos
H ertz
just paa hin Tid m ed dobbelt Styrke fremkalde den Beundring for denne D ig ter, hvormed han i sine Forældres H u u s
var opvoxet.
D et var saaledes en ligesaa naturlig som heldig T a n k e, at Gjengangerbrevene i Titel og ydre Form sluttede sig til de
B a gg esen ske
Epistler.
Ligheden strakte sig nem lig kun til den lette, elegante Versification, visse Ordfoininger, en vis M aneer i P o lem ik en , overhovedet kun
til Digtets udvortes Side. I det Indre og P ositive er (Jharacteren væsentlig forskjellig.
Istedenfor
B a gg esen s
spillende Lune har Tanken her m ere
Vægtfylde, A pplom b og B esin d igh ed , Udtrykket m ere Præcision end bevægelig U r o , og det H ele m ere slaaende Satire og mere Vid end Vittighed.
Gjengangerbrevenes ejendomm elige Gehalt var en vis lyrisk Litteraturbegeistring, gjennem hvilken en bestem t æsthetisk D ogm atik kom tilsyne, hvis
Princip var den „ classisk e” Enhed af Idee og Form , som den viser sig hos
G öthe
og hans S k o le , kun modificeret ved den Baggesenske Gratielære.
D e kunne betragtes som et didaclisk D ig t, der fremstiller en Kunsltheori i et for Indildningskraften fatteligt, o: poetisk Udtryk, og som först
senere afsluttedes m ed de „F ire Epistler fra Knud Sjællandsfaer” og Digtet „Naturen og K unsten” , (i „A n o n y m Nytaarsgave for 1832” og
„Foraarets Nytaarsgave” 1833).
I den sidste leverede han tillige en prosaisk Fortælling og nogle lyriske Studier i
B ellm a n n s
Maneer.
"imidlertid begyndte man af og til i private Kredse at udpege
H ertz
som den „store U bekjendte” ; 1832 fandt han sig endelig foranlediget til selv
at löfte Slöret for de N ysgjerrige, og indhöstede nu i fuldt Maal Geniels og den udholdende Stræbens skjönne Lön, Hæderen og B erömm elsen. Aaret
efter tillraadte han m ed kongeligt Stipendium en R eise til Tydskland, Italien, Schweitz og Frankrig. H ans förste A rbeider efter H jem kom sten vare en
O pera, „Corsarerne” , com poneret af
H a rtm a n n ,
„Kjærligheds V eie”, Nytaarsgave for 1836 „S am lin g af danske Sange’’ (for Trykkefrihedsselskabet)
1 8 3 6 , og endelig ( 1 8 3 7 ) hans M u ses Mesterværk, Tragedien „
S ven d D y rin g s H uns
”, som ved den lykkeligste Forbindelse af Kjæmpevisernes Lyrik
m ed en dramatisk Composition af höi og ædel Skjönhed, frembragte en hidtil ukjendt Virkning paa Scenen. D et maatte overraske Mange, at see den
muntre Lyslspildigler, den lyriske Satiriker, pludselig bestige Kothurnen og lade h eftige, dæm oniske Lid en sk aber, Fölelsen s höieste P ath os, udtale
sig i Sprogets stærkeste og inderligste Toner.
E n Novelle „ S tem n in ger og Tilstahde” som han udgav 1 8 3 9 , vakte næsten endnu m ere Opsigt;
m en den m anglede for en D eel kunstnerisk E n h e d , idet den conservativ-politiske T e n d e n ls , der viste sig i djærve Udfald m od vore Liberale, ikke
syntes al föie sig harmonisk ind i den
særdeles sm uk t behandlede Fortælling. Men de liberale Blade havde kun Ö ie for det politiske E le m e n t, som
naturligvis m ishagede d e m , og kastede
sig som en Bisværm over Forf. i en M asse Artikler, der gjorde et nyt Oplag af Bogen nödvendigt. En
Vaudeville „Flugten til Sprogo” (183 8) og et historisk Drama „V aldem ar Atterdag” (b egge hidtil utrykte) gjorde ikke Lykke paa Scenen. Ved
hans „Lyriske og dramatiske D igte” Iste Bind 1840 gjorde man egentlig for förste Gang et fuldstændigt Bekjendtskab m ed
H ertz
som Lyriker.
Man finder her i de letteste og zirligste Vers en D ybde, Gemytlighed og lyrisk Melankoli, som man ikke af hans tidligere m ed Navn trykte D igte
var berettiget til at forudsætte.
S am m e Bind indeholdt tillige „Sparekassen” sam t „ E t Eventyr i Dyrehaven eller Cassanders opdagede Træ dskhed”.
I Anledning af Kronprindsens Formæling skrev han 1841 „ S va n eh am m en ” , romantisk Skuespil efter et Eventyr af
M u sæ u s
, et Leilighedsdigt m ed
den skjönneste lyriske Diction. Foruden sine digteriske Arbeider har han leveret nogle Kritiker i Maanedskrift for Litt, (saaledes af
O verskous
K om edie „ V o r T ids M ennesker”) samt Bidrag til forskjellige Blade og Tidsskrifter og et Par for Theatret oversatte Stykker.
D en Betydning, der engang i vor Litteraturhistorie maa tilkjendes
H en rik H ertz
som polem isk Forfatter, er idetm indste i theoretisk
H enseend e af en. höiere A rt, end man kan indrömm e de lleste tidligere Repræsentanter for de to modsatte Principer, som m eer eller mindre bevidst
og directe ere fremtraadte i vor Litteratur, og som i Alm indelighed kunne, betegnes ved
K in g o
og
H o lb e rg
,
E v a ld
og
den n orske S k o le
, det
O ehlenschlägerske
og
B aggesen ske
Parti,
H auch
og
H eiberg.
Thi han er ikke bleven staaende ved den uoplöste M odsætning; han har ikke forfægtet
Udtrykkets Ynde og Form ens kunstneriske Udarbeidelse uden som nödvendig Betingelse for at selv den m est ophöiede poetiske. Idee kan frem trøde
som
sk jö n
; han har bekjæmpet den ensidige A dskillelse af P oesien s Sjæl og L e g e m e , og fremstillet det poetiske Ideal i den organiske Enhed af
begge, i den höieste Harmoni af de poetiske Kræfter, den befrugtende, undfangende og formende. H an har endelig i en ubændig Lovlösheds Tilstand
gjennemfört en æsthetisk R eaktion, ikke blot ved at construere et theoretisk System i en populær og indsm igrende F o r m , m en han har tillige
ved sit poetiske Geni i en Række fortræffelige Værker beviist sin Stræbens Alvor og klare Bevidsthed. Da den skabende Phantasi uslridig i hans
Natur fremtræder mindre overveiende, end Forstandens Styrke og Fölelsen s V a rm e, udmærker han sig som dramatisk Digter m ere ved correct og
grundig Charakteertegning, sindrig Anordning af det Enkelte og sjælfuld D ia lo g , end ved Opfindelsen af ny og spændende F a b e l, Intrigue og
Forvikling. H ans egen N atur, Retningen af hans förste U ddannelse og Erkjendelsen af A ndres Overdrivelser, förte det m ed s ig , at han sædvanlig
kun m ed en vis Varsomhed hengav sigtil den umiddelbare B egeisirin g, at han synes stedse at have havt for
Ö ie , hvad
M a lsb erg
siger i „H r.
Burchard og hans Fam ilie” : „ O , at de
store Poeter saa sjeldent betænke Skuespillernes Tarv og det M u liges Grændser!” Men det maa derhos
ikke g le m m es, at den dramatiske Dilgtart af alle m est udkræver Besindighed og Reflexion.
H e rtz’s
reflecterende Natur förte ham saaledes til D ram aet
i A lm indelighed, m edens kun en enkelt Art af dette, den um iddelbare K om edie, hvor det dristige Lune ophæver Virkelighedens Grændser og Afstande,
maatte forblive ham fremm ed. E t Spörgsmaal bliver det d o g , om ikke den rosværdige Stræben efter at söge sin Styrke i Kræfternes Begrændsning,
undertiden har ladet ham spænde Strængen noget lavere, og vove noget m in d re, end hans Kræfter tillode; idetm indste viser „Svend Dyrings H u u s”
en D igler, der mægtigere end de F l e s t e , ' formaaer at byde over „Ph an tasien s Hav og Fölelsernes dybe S tröm m e”.
S om
L y rik e r
er han ved
sin sjeldne Fonnroutine og m u sikalske Instinct, omtrent lige hjem lig og m esterlig i alle Gebeter, fra Idyllens beskrivende R o til Lidenskabens
Pathos, fra T u n g sin d etsMörke til Am ors og Bakchus’s straalende Fester. Foleisen frembryder ofte her m ed overraskende Styrke og Inderlighed, m en
ifölge hans ornifor betegnede poetiske N atur, v iser'b ans Aandsdybde sig ogsaa her mere i Tanken end i Phantasianskuelsen. Vilde man b ed ömm e
ham alene m ed Hensyn paa hans
su bjeclive
Losning af den O pgave, han har stillet s ig , da maatte der s ig e s , at blandt vore egne Digtere
I n g e n , og blandt Udlandets m aaskee kun
S ch iller,
frembyder Exem pel paa en saa u dh oldend e, tro og aandfuld Kam p for et æsthetisk Ideal,
som
H en rik H e rtz.
Men P oesien har ogsaa et
o b jeclivt
F orm aal, uafhængigt af de Enkeltes Individualitet, og her kan man mindre sympathisere
m ed ham. Hans Stræbens polem isk-praktiske Side har i fuldt Maal og m ed Rette gjort sin V irkning, og vil bære velgjörende Frugter for vor
Litteraturs k omm ende Decennier. Men hans positiv-æsthetiske K unstphilosophi vil neppe holde Stik. Den fremstiller sig i al sin klare og sindrige
Afsluttethcd m ed et Anströg af Stillestaaen og U bevægelighed, som maatte hindre den i at finde almindelig Gjenklang hos en T id , hvis priselige
E lem ent er dens Bevægelsestendents, m edens den ifölge sit andet og m indre elskværdige E lem en t, det m aterialistiske, modsætter sig den ideelt—
sublim erede Betragtning af F or m en , om den end ofte ubevist henrives af dens Magt. Idet han i O verenstemm else m ed
G öthe
drager Poesien
aldeles ind i Kunstens Kategorier, hvor Klarhed og Gjennem sigtighed ere de höieste L ove, overseer han det Skjulte og D u n k le, som er et
charakteristisk og ofte væsentligt E lem ent i P oesien ; han overseer det Schism a m ellem Kunst og P o e s i , som R om antiken har frembragt, overseer
at hans Theori, der passer fortræffelig for K u n sten, hvis Opgave er at fremstille det H vilen d e, ikke har samm e Gyldighed for P o e sie n , der skal
fremstille det Bevæ gelige, eller dog indeholde Spire til Bevægelse.
Men m aaskee har han nu allerede selv modificeret sin e A nskuelser.