138 / 409
har vist sig, at den ogsaa for Gaskul er af Værdi, naar den gennemføres for
alle modtagne Kul.
Emnet deler sig naturligt i to Dele, Prøveudtagning og Analyse, og hver af
disse skal beskrives for sig. Blandt de analytiske Metoder omtales de, der ken
des fra enhver Lærebog i kemisk
Analyse, kun med faa Ord, me
dens de mindre kendte Metoder
behandles noget mere udførligt.
Prøveudtagning a f Kul
Dersom man skal tillægge en
Kulanalyse nogen Værdi, maa
den Prøve, der analyseres, re
præsentere et Gennemsnit af det
Kulparti, hvoraf Prøven er udta
get. Da Kullenes Indhold af Aske
og Vand ofte er meget ujævnt
fordelt, maa Prøven være tem
melig stor og bestaa af mange
Smaaprøver udtaget overalt i
Partiet. Endvidere maa Prøven
knuses, blandes og findeles saa-
ledes, at den ringe Mængde, der
analyseres — ofte kun 1 å 2 g
— er et virkeligt Gennemsnit
Fiq. 88. Kulknuser
af Prøven.
Den Fremgangsmaade ved Behandlingen af en Kulprøve, der tidligere var
almindelig ogsaa ved Gasværkerne, og som endnu benyttes meget, ofte med
visse Ændringer og Forbedringer, er den saakaldte Diagonaldeling. Efter denne
Metode blandes Prøven med Skovl, hvorefter der dannes en flad, kvadratisk
Dynge, som deles i fire lige store Dele efter Diagonaler. De to modstaaende
Dele bortkastes; Resten knuses, blandes paany og deles atter efter Diagonaler,
og dette fortsættes, indtil Prøven har en passende Vægt og Kornstørrelse, saa
den kan benyttes til Analysen.
Ved Diagonaldeling kan man naa gode Resultater, hvis den Person, der ud
fører Neddelingen, er øvet og omhyggelig, men Fremgangsmaaden er besvær
138