21 / 409
med Rageren opholdt sig jo lige foran Karren med de glødende Koks, og den
Mand, der holdt i Ladeskuffens Haandgreb, kom meget nær til Flammerne,
der slog ud af den aabne Retort. Der var imidlertid ingen Fare derved, og i
Intervallerne mellem »Trækningerne« havde Folkene god Tid til at hvile sig.
Det vil forstaas, at Arbejdet krævede et betydeligt Mandskab, naar det skulde
tilendebringes i Løbet af en rimelig Tid.
En »Trækning« ved Haandkraft frembødet imponerende Syn, især ved Natte
tid. De faa Gasblus, der
var anbragt langs Væg
gene, gav næsten intet
Lys i det store Rum med
de altid sorte Vægge,
men et saa meget stær
kere og pragtfuldere Lys
kom fra de lange Flam
mer, der spillede ud af
de aabne Retorter, og
fra de glødende Koks1).
Som andetsteds om
talt maatte Vestre Gasværk atter og atter udvides, men i de første 30 Aar
skete ingen væsentlig Forandring ved den tekniske Side af Driften — dog med
een betydningsfuld Undtagelse, der ikke er almindelig bekendt blandt Nutidens
Gasteknikere og derfor fortjener at nævnes.
Rensning af Gassen ved Hjælp af Kalk var kostbar, og naar Kalkmassen var
mættet med Svovl, kunde den ikke yderligere bruges til noget. Da den tillige
afgav en ubehagelig Stank, var den vanskelig at blive af med som Fyld. I E r
kendelse heraf begyndte forskellige engelske Ingeniører at eksperimentere med
andre Stoffer; saaledes udtog
Laming
i 1848 Patent paa at anvende en Rlan-
ding af Jerntveilte og Kalk,
Johnson
i 1850 paa Rrug af forskellige Metalsalte,
Cormack
i 1850 paa Jernsulfat og Kogsalt, samt
Hilis
i 1849 og
Evans
i 1858
paa Jerntveilte, dels i Rlanding med andre Stoffer, dels alene. Nogle af disse
*) En Vinternat havde en Mand begivet sig ud paa Isen i Vestre Gasværks Havn for at stange Aal, m en var
herunder saa uheldig at falde i Vandet. Hans Nødraab blev hørt paa Gasværket, nogle af Folkene løb ud paa
Isen, og det lykkedes dem at trække Manden op, dog ikke før han havde tabt Bevidstheden. De bar ham
ind i Retorthuset, hvor der var varmt, og lagde ham paa en Bunke Sække, i Haab om at han atter vilde
komm e til sig selv, hvilket ogsaa skete. Men da Manden saa, at han befandt sig i et uhyre Rum med lange
Flamm er og glødende Ildgab og m yldrende af sorte Skikkelser, der m ed stor Færdighed haandterede uhyg
gelige Redskaber, udbrød han, sm ertelig bevæget: »Aah, Herregud, saa er jeg alligevel komm en der«!
2 1