16 / 409
for at overvinde Modstanden i de øvrige Apparater paa Gasværket og for at
sende Gassen gennem de lange Byledninger ud til Forbrugerne.
Gassen indeholder paa dette Stadium endnu svage Spor af Tjære; disse fjer
nes i et Apparat ved Navn
Tjærendskilleren.
Derefter gaar Gassen til
Vaskeren,
en Maskine, hvor Gassen vaskes med Vand og derved befries for Resten af
Ammoniaken foruden en Del af de øvrige, fremmede Luftarter.
Endelig skal Gassen renses fuldstændig for Svovlbrinte og Cyan, hvilket sker
i
Renserne,
store Støbejernskasser, der er fyldt med
Rensemasse.
Hertil benyt
tedes i ældre Tider Kalk (se Side 13), men nu altid Myremalm, et Mineral, der
bl. a. findes adskillige Steder paa den jydske Hede. Stoffet, hvis kemiske Navn
er Jerntveiltehydrat, har den Evne at kunne forbinde sig med Svovlbrinte til
Svovljern, og med Cyan til det bekendte Stof Berlinerblaat. Naar Massen ikke
vil optage mere Svovlbrinte, tager man den ud af Rensekassen og lufter den
godt ud, hvorved den kemiske Proces gaar modsat Vej, saaledes at der gen
dannes Jerntveiltehydrat under Udskillelse af frit Svovl. Massen kan saaledes
benyttes gentagne Gange.
Efter at have passeret Renserne er Gassen fuldstændig ren. For at man kan
vide, hvor meget man har produceret, sender man nu Gassen gennem en
Maaler,
hvorfra den gaar til de kendte, store
Gasbeholdere.
Herfra gaar Gassen gennem
store, underjordiske Rørledninger til Byen, men maa dog først passere en
Re
gulator,
der til enhver Tid afpasser Gassens Tryk efter Forbrugets Størrelse.
Kulgassen bestaar af en Blanding af forskellige Luftarter, der næsten alle er
brændbare, kun nogle faa Procent kan ikke brænde. Omtrent Halvdelen af
Gassens Rumfang er
Brint,
det letteste af alle Stoffer (heraf Gassens Evne til
at kunne bruges til Fyldning af Luftballoner). En Fjerdedel af Rumfanget er
Metlian,
ogsaa kaldet let Kulbrinte, Sumpgas eller Grubegas. En Tiendedel er
Kulilte,
et fortræffeligt Brændstof, men det er denne Luftart, der gør Gassen
giftig at indaande. Nogle faa Procent er saakaldte
tunge Kulbrinter.
I ældre Tid,
da Gassen benyttedes til Belysning ved Hjælp af aabne Blus, var det udeluk
kende dette ringe Kvantum tunge Kulbrinter, der betingede Gassens Lysevne,
idet de er de eneste, der brænder med lysende Flamme, medens Brint, Methan
og Kulilte brænder med ikke lysende eller dog kun svagt lysende Flamme. De
ikke brændbare Bestanddele er Kvælstof, Kulsyre samt en Ubetydelighed Ilt.
Gassen kan ikke brænde, medmindre der tilføres Flammen
Luft.
Tilføres der
ikke Luft nok, vil Flammen ose eller gaa helt ud. Til en god Forbrænding af
Gassen kræves mindst 5 Gange saa megen Luft, som Gassens eget Rumfang udgør.
16