248 / 409
Pension
,
Løn under S ygdom m . m.
Som omtalt ovenfor oppebar Gasværksarbejdere i 1857 ikke Tillæg eller
andre Goder under nogen som helst Form. Arbejderne havde selv oprettet en
Sygekasse allerede i Juli 1858, som straks havde et halvt Hundrede Medlem
mer. Omkring 1860 var Sygeligheden saa stor, at Kassen havde vanskeligt ved
at klare sine Forpligtelser. Gasværksbestyreren nævner i en Indstilling til
Magistraten, at den større Sygelighed ikke saa meget skyldes Arbejdets Art
som den Omstændighed, at de høje Skatter paa Boliger, navnlig i Yderdistrik
terne, gør det vanskeligt for Arbejderne at skaffe sig gode Boliger for en rimelig
Betaling. Bestyreren foreslaar i den Anledning at give et Løntillæg paa 4—8
sk. daglig eller ogsaa yde et Tilskud til Sygekassen, saa at den kan bevilge
større Sygehjælp og mulig paatage sig Opførelse af Arbejderboliger. Endelig
fremhæver Bestyreren, at det vilde være gavnligt at knytte de øvede Arbejdere
fastere til Virksomheden, og som et Middel hertil kunde man stille dem i Udsigt
at opnaa en Understøttelse, naar de blev arbejdsudygtige. Sygekassen kunde
tillige virke som Pensionskasse, og man burde derfor støtte dette Formaal
ved et Tilskud.
I 1861 er der første Gang ydet et Tilskud fra Kommunen paa 600 Rdl.
(1200 Kr.). Tilskudet varierede i en Række Aar og var lige til 1898 fastsat i et
vist Forhold til, hvad Arbejdslønnen pr. 1000 Kbf. blev mindre end et nærmere
bestemt Beløb. Det steg i Aarenes Løb op til ca. 20.000 Kr. aarlig. Til Gengæld
fik Magistraten en vis Medbestemmelsesret ved Ledelsen, og Statuterne for
Sygekassen er saaledes i Januar 1863 approberet af Magistraten. Ifølge Statu
terne skulde Gasværksbestyreren være Formand for Sygekassen, og Regnskabs-
og Kassererforretningerne besørges af Personalet ved Kassererkontoret.
I 1898 blev Tilskudet bestemt til 23A % af den udbetalte Arbejdsløn, fra
1899 og følgende Aar
2
V
2
% indtil Kassens Ophævelse i 1906.
Sygekassen virkede tillige som Begravelses- og Pensionskasse. Arbejdere, der
blev arbejdsudygtige efter 10 Aars Tjeneste, eller Enker efter disse, kunde faa
en mindre Understøttelse af Kassen. I Henhold til Kommunens Vedtægt af 1874
var Arbejdere pensionsberettigede efter 25 Aars Tjeneste, og Praksis havde ud
viklet sig derhen, at der af Kommunen allerede efter 18 Aars Tjeneste bevil
gedes Understøttelse til Arbejdere, der afgik paa Grund af Svagelighed (den
første Understøttelse er vistnok ydet omkring 1890) og ligeledes til disses En
ker. Sygekassens Pensionsydelser indskrænkedes herved til Arbejdere, der afgik
efter 10—18 Aars Tjenestetid og til Enker efter disse.
243
16
*