113 / 136
104
Vi hørte mange Gloser ny
Til rechts, til links at svinge,
Og hvad det havde at bety’e
Med højr’ og vensti’e Vinge,
Nu tvers, nu langs, nu krum, nu ret
Og andre slige Lader
Nu gik vi langt fra, dernæst tæt,
Doublered’ vore R a d e r .-----
De paa mig lagd’ en lang Musket,
Som vel til Maals kund’ drage;
Men til Fru Mutters en Piquet
Skuld’ bedre, tænkt jeg, smage.
En Bandelerer jeg og bar
Med Lunte, T ask’ og Bytter1).
En Ulveklinge skarp og skjøn
Hængd’ og til gode Rede,
Den skulde være deres Løn,
Som mig for nær vild’ træde,
Men dette var kun idel Skjæmt
Mod det, som efter følger;
Endnu jeg har det ikke glemt,
Jeg det ej heller dølger.
Man trækked ned os til den Vold
Med Piber, T rom ’ og Fane;
Ved Kongens Have stod en Stald,
Did monne man os mane.
Der os befalet blev en Post
Mod Fjenden at forsvare,
Den skulde vi i Tø og Frost
Med vaagent Øje vare.
Men her var ikke Brystværn sat,
Ej heller Stormepæle,
Hvor bag vi kunde Dag og Nat
For Fjendens Skud os fjæle.
Her mangled Kurve fyldt med Sand,
Her mangled Palisader,
Dem satte jeg med egen Haand
Og mine Kammerader.
Jeg var ej vant til Arbejd svar
Dog lod mig ej fortryde
At tage fat en Trillebar,
Med den til Maals at skyde, (osv.)
D a B e le jr in g e n v a r b e g y n d t u n d e r d en a k a d em is k e S o m m e r fe r ie ,
m e d e n s m a n g e S tu d e n te r h a v d e fo rla d t B y e n , k o m d e r til a t h v ile
’) Hermed betegnes vistnok de Hylstre af Træ, hvert indeholdende en Ladning
Krudt, der anbragtes hængende paa Bandeleret.