65 / 136
60
ment, dels fordi Riget var i saa stor Gæld. Kongen tilføjede den be
tydningsfulde Udtalelse, »at han nu ikke mere vilde love eller be
gynde paa andet, end hvad Riget kunde bære, og at han vel vidste,
hvad han kunde udføre«.
Michelson og Lente søgte nu gennem Hofmesterinden at indvirke
paa Dronningen, og Lente, som fik Løfte om en god Belønning,
dersom han kunde faa Sagen bragt i Orden, indrømmede, at »l’ar-
gent fait tout« og lovede at arbejde af al Kraft.
Skønt det af Schack valgte Tidspunkt i sig selv var gunstigt, idet
den nationale Hær — under Paavirkning af en Del Rigsraader, sær
lig A n d e r s B i lle og C h r is t en Sk e e l — udvidedes stærkt i 1653,
og en meget stærk Strømning af Nationalfølelse gik gennem hele
Folket, havde Schack dog ikke Held med sig denne Gang, og hans
Navn forekommer slet ikke i Forsvarsplanerne fra disse Aar. Det
følgende Aar forhandlede Schack med sin Landsherre, H e rtu g
Au gu st a f Sach s e n -E n g e rn , om at overtage Stillingen som »Grosz-
Voig’t«, Overamtmand, i Sachsen-Lauenborg. Schack var dog kost
bar og vilde ikke nøjes med den Gage, som Hertugen hidtil havde
givet; men omsider blev de dog enige. Samtidig med disse Forhand
linger førte Schack andre med den franske Regering, der foregav at
ville bruge Schack som Mellemmand ved Hvervning af Tropper i
Elhegnene, uden at man dog kan skønne, om Forhandlingerne var
alvorlig ment eller blot var en af de almindelige franske Intriger.
I 1656 om Efteraaret traadte Schack i Tjeneste hos Staden Ham
borg som Kommandant i Staden og med Titel af Generalmajor, og
i denne Stilling forblev han i den første Del af Krigen 1657 mellem
Danmark og Sverrig, idet han dog vedligeholdt en nøje Forbindelse
med holstenske Officerer i den danske Hær. — Der var for øvrigt
allerede i April sidst nævnte Aar, altsaa et Par Maaneder før Kri
gens Udbrud, gennem den holstenske Generalkrigskommissarius
D itl ev A h le fe ld to g Schacks gamle Forbundne Th. Lente, bleven
indledet Underhandlinger fra dansk Side med Schack, men de var
strandede paa Schacks store Fordringer, idet han forlangte General
løjtnants Rang, 6000 Rigsdaler (maaske 40,000 Kr. i vore Penge)
aarlig Lønning i Krig og Fred, et Regiment — og hermed yderligere
den betydelige Lønning som Oberst og som Kompagnichef — og
endelig et »Provinsguvernement«. Dette var dog selv den pengegri
ske Lente for stærkt, og han udtalte sig med, at Schack havde
spændt Buen for stramt og vakt Kongens Mishag. I Maj fik Lente,
som vel sagtens ogsaa tænkte paa sin egen Fordel ved Sagen, dog