105 / 181
Promotionsfesten.
101
T ik Natte-Ly til Laans bag Klostermuren,
Til de fik egne Hjem, — af Munkesten.
Men da Hellener-Toget g ik paa Vandring,
Og da med L u t h e r Tanken kasted Kutten,
Da Aand og Vidskab lig en Bøgeknup
F ik sprængt sit Svøb af runkne Pergamenter,
Sprang ud og svulmed’ i sin F riheds Foraar:
Da rejstes trind t om Lande Lærdoms-Haller, —
I D a n m a r k ved de lyse Hæ tters Tid!
J a , som fra Delphis Trefod Svaret toned’,
E r end hver V idenskab en Pythia,
En Aandens Mø, en Helligdoms-Præstinde,
Som bringer Menneskene Gudens Svar —
F ra Lyset! ej fra Delphis Taagedampe.
Og, synes stundom Svar mod Svar at glamme,
— Se til, om og de svare paa det samme!
S o lo og C h o r.
Thi hver fik eget Kald og Kaar,
S in Væv at slaa, s in Traad at klare,
Sit at forstaa, Sit at erfare,
Saa langt vor Videns Grænse naa’r.
Men søsterligt sig K ransen binder,
Thi alle blev de Tjenerinder
I samme Sandheds Tempelgaard.
R e k t o r
traadte derpaa atter op paa Talerstolen og
in d
ledede
P rom o tion sh and lingen
med følgende Ord:
Vi skride nu til vor Doktorpromotion.
Ved at tildele Doktor
navnet meddele Universiteterne en paa Omdømme om videnskabelig
Fortjeneste begrundet R et til uafhængig af Ansættelse i offenligt Em
bede at fremtræde som Læ rer i Videnskaben. Universiteterne sætte
fra gammel T id af en høj P ris paa denne Ret, om de end udøve den
under Statens Kontrol, og de undlade ikke at gjøre B rug af den
ved særlige akademiske Fester, allermest ved F ester af den A rt som
den, vi i disse Dage fejre.
Ved saadanne Lejligheder fremkalder
da Universitetet først de yngre Mænd, der igjennem de sædvanlige