104 / 181
Og skifte Løndomsord med fjærne K loder,
Du kjøbte dig dog ej en Times F red !
Men, var det ej dit H j æ r t e s Savn, som spurgte,
— Saa’ du dig om i Verdens tusind R iger,
Og ra a b te : L y s! da tænd kun trø stig Faklen,
Ved A ltrene i Videnskabens Tempel,
Hvis Ild er ikke som Prometheus-Onisten
E t R a n fra Himlen, men en Himlens O a v e ,
Olimt af h a n s Lys, som raabte først: Bliv Lys!
J a grib kun K jæ rten, tag en kyndig Fører,
F a r op mod Mælkevejens Taagestjæ rner,
Stig ned til Tungemaals og Slægters Vugger,
Ud i Naturens, ind i Tankens Løndom —
Vær med i Kampen mellem Aand og Aand,
Hvor end i Luften, som i Hunnerslaget,
De længst Henfarnes Aander kæmpe med:
Højt skal du undres, henrykt skal du ta k k e !
Thi du skal se, at al den Kundskabs-Mønt,
Som glider daglig mellem Folkets Hænder,
— F ra Smaafolks Penning, til den Vises Ould
F ik P ræ g og Lød i V i d e n s k a b e n s D igel!
Ja , som til F arten over L and og Fjeld,
Saa til vor T a l e , til vort T æ n k e s æ t ,
Blev Skinne-Vejen lag t fra O ransker-C ellen;
Selv K u n s t e n s underfulde Billed-Verden
H ar faaet Lys og V ink fra samme Værksted.
Og, hvordan end i Jordskjæ lv R iger brage, —
Der e r et Broderskab af mange Slægter,
A f mange Folk og mange Tungemaal,
Som skræmmes ej af Tidens Bølgeslag,
Men bygger som Korallen ty st sin Bygning,
Og vider stadig ud vor Videns Lande ;
E n Fredens Hær, hvis Arbejd spired’ frem
Ved Nilens B red og paa Ohaldæas Sletter,
Men holdt sin Høst i Akademos’ Lunde;
E n Flok af Søgende, en stille Skare,
— Skjønt altid spydberedt paa Aandens V idder —
Som efter Ootekamp og Folkeblanding
2 0 0
Juni: