122 / 181
118
5te J u n i:
„Hun, vort Aarhundreds kjække Yndlings-Tærne,
Hun er den yngste blandt de Søstre fem .“
Ung og livsglad, som hun er, elsker hun Friheden, ikke den
raa og tøjlesløse Frihed, der arbejder i Egoismens Tjeneste, men
den, som forædler Menneskeslægten og fører den frem til Fuldkom
menhed. Hendes E lement er den fri Natur, hendes Ideal er K jend-
skab til alt, hvad Naturen frembyder, Evnen til at tyde enhver
Hemmelighed paa Livets, selv paa Aandslivets Omraade.
Ofte ser
man hende i Ledtog med sin gamle alvorlige Broder, Mathematiken,
med hvem hun raadfører sig, og hvem hun forelægger mangen en
Opgave, hvis Løsning hun ej selv tilfulde formaar. Til andre T ider
v inker hun ad sine ældre Søstre for at formaa dem til at følge med
ud i Naturen og der glæde sig over hendes Iag ttagelser, og drage
Fordel af hendes E rfaringer; men som oftest færdes hun alene. L et
og rapfodet, som hun er, iler hun fremad, som Sangeren sig er; ja,
fremad over Engen og igjennem Skoven, over B jerget og igjennem
Dalen, dykker ned i H avet og træ ng er ind i Jordens Indre, træ der
atter frem for L yset og vender sit store og kløgtige Øje mod Himlens
Stjærne-Kloder, for om mulig der at finde B idrag til Løsningen af
Gfaader, som Jordelivet frembyder.
F ra alle Steder, hvor hun trænger
frem, fører hun Minder med sig hjem, snart D yr og P lan ter, snart
Jo rd og Stene, snart aandelige In d tryk af, hvad Haanden ej formaar
at gribe. A f disse M inder opstaa saa vore Musæer og Samlinger,
vore Væxthuses rige Indhold, vore Laboratorier og Observatorier, som
skulle indeholde P røv er af alt, hvad Naturen frembyder, Midler til
at undersøge enhver G jenstand og Redskaber til at prøve enhver
Virksomheds Natur. B landt disse M inder kan man finde hende Dage
og Næ tter lange alvorsfuldt granskende over alt, hvad hun har ia g t
tag et eller ført med sig til Hjemmet, veje og atter veje hver enkelt
Iagttagelse for at tyde deres indre Sammenhæng Thi det er, som
Sangeren sig e r:
„Og som de tusind Løv gav Stammen Hvælv,
Og atter tusind K roner tjæ lde Skoven,
A f tusind Tegn hun sammenstaver Loven
For alt paa Jorden, for dens Vorden selv.“
Ofte sysler hun med lange T alrækker og kunstige Form ler for
at prøve sine Slutningers Paalidelighed ved Mathematikens exakte
Methode. Hun skyer ingen O pgave; selv Aandsvirksomhedens gaade-
fulde Natur bliver G jenstand for hendes forskende Blik og for Fo r
søgets gjennemtrængende Magt.
Forbausende ere de Resultater, som