126 / 181
122
5te J u n i:
sit L iv i Aand og Sandhed til Æ re for Gud
og
til Velsignelse for
vort Folk.
Hans Varetægt være over vort Fødeland, dets Øvrighed,
dets Konge og hans Hus!
Vor F est er fra dette Sted sluttet!
Choret føjede hertil Musikens Slutningsnummer, idet det
afsang:
H er saa’ vi gjennem Kundskabs Giar.
Men hist, i Lys af andre Sole,
Vi skal i Evighedens Skole
Se Aandens Enhed ren og k la r;
Og, løfted’ over Jorde-Striden,
I al vor Tro, i al vor Viden
Se samme Stammes Tvilling-Gren,
Saa vist al Sandheds Gud er en !
Det laa i Sagen selv, at en F est som denne maatte blive
temmelig lang og let kunde træ tte de Tilstedeværende. Desto
vigtigere havde Festudvalget holdt det for at være at skaffe
forhøjet Stemning og Afvexling ved Digtningens og Musikens
Hjælp. Dette lykkedes fuldstændig. Den smukke Tankegang,
der gik igjennem R i c h a r d t s Festdigt, og dettes fine K arak
teristik af Menneskeaandens Higen og de forskj ellige Fakulteters
Virksomhed havde i G a d e s Musik, der blev fortrinlig udført,
faaet et ligesaa aandfuldt som melodiøst og virkningsfuldt
Klædebon.
Saasnart Musiken var ophørt, forlode de kongelige Personer
Salen, og den øvrige Forsamling gik derpaa gruppevis bort.
Skjønt Universitetet havde holdt sin Fest paa denne Dag
som en snævrere akademisk Højtidelighed, skulde dog netop
denne Dag tillige give Vidnesbyrd om den Varme, med hvilken