66 / 181
4de Juni:
og u n g e G ra n træ e r, som F o rs tv æ s e n e t mecl s to r Im ø d e k om m e n
h e d h a v d e o v e rla d t F e s tu d v a lg e t. H e r v a r S o u p e re n a n r e tte t
p a a 53 B o rd e , d e r v e d d e re s sm a g fu ld e O p d æ k n in g frem b ø d e e t
tilta le n d e S k u e, og d e fo rsk j e llig e B o rd la g sam le d e s s n a r t p a a
de fo r d em b e s tem te P la d s e r og lo d e S o u p e re n v e d e rfa re s R e t
fæ rd ig h e d , u d e n a t æ n se en k o rtv a r ig R e g n b y g e , d e r i n o g le
Ø je b lik k e tr u e d e m e d a t fo r s ty rr e F e s te n .
F r a en i B a g g ru n d e n a f F e s tp la d s e n r e js t T a le rs to l b ø d
S tu d e n te rfo re n in g e n s le d e n d e S e n io r, C and . ju r . S o p h u s B a u -
d i t z , d e n o rd is k e S tu d e n te r d e p u ta tio n e r V e lk om m e n i fø l
g e n d e T a le :
Mine Herrer!
Det er saa naturligt, at det første Ord, der skal lyde idag og
fra denne Plads, er et „Velkommen“ , der ganske vist gjæ lder enhver,
som h ar givet Møde ved Studenternes Pest, men som dog fornemme
lig er rette t til dem, hvem. vi have den Glæde at se som vore
G jæster.
Og det er da ligesaa naturligt, at vi blandt dem særlig
vende os til de Repræsentanter for fremmede, om end næ r beslægtede,
Studentersamfund, som i disse Pestens Dage have villet dele vor
Stolthed over
„peraeta secula quattuorLi
og villet forhøje vor festlige
Stemning.
Pø rst vender je g mig da til Eder, som ere komne fjernest fra,
oppe fra den ensomme
0 ,
hvor Nordens Højsæde engang blev rejst,
baaret af de Støtter, som en dristig Haand havde betroet til Verdens
havets Bølger.
Højsædet blev rejst, og det knejser endnu, belyst
af det 2 det Aartusindes Sol. Trofast have I vogtet den rige Skat
af store Minder, og som der efter Sagnet brænder Lys over det
Sted, hvor Portidens Guld er højlagt, saaledes lyser den uslukkelige
Kjæmpebavne over Eders sagnrige
0 .
Andre Lande i Verden kunne
opvise Stæder, som, engang begravne, atter ere dragne frem for
Dagens Lys, saa at man kan vandre imellem de Dødes Hjem og
danne sig en klar Porestilling om det Liv, der fordum rørte sig her..
Men E ders L and byder mere. Der behøver man ikke med Hakke
og Spade at grave den døde Po rtid op af Muldet: Portiden lever
endnu, den lever paa Polkets Læber og paa det samme Maal, der
engang fra Nordens V ikingestævne spredtes over Verden. — Eders
Maal er jo det Malm, af hvilket Nordens trende Søstersprog ere