61 / 181
Universitetets Festmiddag.
57
Alma mater
, det er det Navn, hvormed vi fra gammel Tid pleje
at kalde den Højskole, af livis levende K ilde vor Aand har hentet
Næring, og i hvis Skjød den er voxet op, et Navn, der vidner om
K jæ rlighed og Hengivenhed som intet andet. Derfor have ogsaa
hendes Sønner samlet sig i talrig Skare og i festlig Stemning for at
fejre hendes Dødselsdag.
4 0 0 Aar er hendes A lder idag; men hun
er ingen gammel Kvinde, thi k Aandens Verden regnes Udviklingens
T rin ikke efter Aar, men efter Menneskealdre; ung og blomstrende
smiler hun til sine Sønner, naar de bringe hende deres Hyldest og
smykke hende med ædle P rydelser og friske K ranse.
Por 4 0 0 Aar
siden, paa den Dag, da hun traadte ind i Livet, læse vi, at Kongens,
Dronningens og B ispernes Kanslere, anselige Mænd baade af gejstlig
og verdslig Stand, graduerede og Studerende baade fra Landet selv
og fra Nabolandene lode sig indtegne som Borgere ved Akademiet;
der skulde være en Stamme til at begynde med. Id ag er in tet saa-
dant fornødent; Børnenes Plok er saa stor, at ingen Sal er rummelig
nok til dem.
Men Moderens H jæ rte er endnu større, og paa sin
P estdag samler hun en endnu større K reds.
Hendes egne Sønner
have været ivrige for at vise, hvor flittigt og alvorligt de have a r
bejdet, og et usædvanlig stort Antal Doktorer ville imorgen blive
promoverede.
Men paa samme Tid h ar hun ønsket at udtale sin
Glæde over, at saa mange af hendes ældre Disciple, der for længe
siden ere vandrede ud i Verden, trofast bevare og pleje den Sæd,
hun har udsaaet, Glæden over at se dem, der engang som frejdige
Ynglinge oplivede hendes Høresale, nu som højt fortjente Videnskabs-
mænd og Porfattere, som dygtige og samvittighedsfulde Embedsmænd
tale hendes Sag og udbrede hendes R y for hele Polket. Hun har
nævnt dem for Statens Overhoved og med hans Samtykke kaldet dem
til at modtage den Anerkjendelse, hun kunde yde, og de have været
villige til at modtage Doktorgraden af hendes Haand.
Hun har fra
første Pæ rd af rost sig af ikke at indskrænke sig til et enkelt Pag
eller en enkelt Videnskab, men at omfatte alle Studier, og hun har
fulgt med Tidernes Udvikling.
Hver en ny opkommende Videnskab
har hun søgt at inddrage i sin K re d s ; større og større Glæde har
hun stedse fundet i det Solskin, Kunsten udbreder over Livet, og
hun har glædet sig over ethvert P rem skridt i Kulturen selv paa det
rent praktiske Omraade.
Det har været vor
almå mater
kjæ rt, at
Mænd af fremragende politisk Dygtighed give hende en Del af Æ ren
for, hvad de have udrettet. Hun fryder sig over at kunne nævne
som Doktorer og som sine Sønner Mænd, der forstaa at aabne