58 / 181
54
4de Juni:
Aand, men som netop mere end noget andet h ar hid raget til at ud
slette
g ammelt
Nag og knytte de Baand paany, som ikke burde være
brustne, den Højskole, hvor Skjalden sang: Sondringens T id er forbi!
Vi hilse eder igjen, nordiske Højskoler, og vi hilse tillige Dig,
den fjæ rneste i Rummet, af hvem vi ogsaa vide, at der i Dag sendes
os varme Ønsker, den Højskole, til hvis berømmelige K rans af
M inder i V idenskabens og Skjaldekunstens R ig er Nutiden vil føje
den at have fostret en Søn, hvis Stordaad det er, i de nordiske
Isegne at have naaet et Maal, v ig tig t for Videnskaben, v ig tig t for
Verdensinteressen og særlig for det store R ige, til hvilket Finland
er k n y ttet.
Vi takke eder alle for eders Ønsker og for Fortidens fælles
Minder, og vi knytte h ertil vort Ø n ske: Grid vore nærmeste aandelige
Frænder, de andre nordiske Højskoler, maa blomstre længe, kraftig
som før, saa længe, som de endnu have en Opgave at løse i Fæ d re
landenes, i Nordens, i Videnskabens Interesse! E t Leve for dem!
Denne Tale fremkaldte først en Tak fra Grev H e n n i n g
H a m i l t o n , der ytrede:
P å de svenska universitetens vagnar anhåller jag a tt ia ut-
try ck a vår lifliga tacksamhet for den skål, som blifvit de till denna
hogtid inbjudna universiteten egnad. D jupt kanna universiteten i
Upsala och L und betydelsen af denna fest, som i ruinnet återkallar
fyra århundradens troget och tråg e t arbete i vetenskapens tjenst.
W id den tid, då universiteten i Kopenhamn och Upsala grundlades,
hade det Skandinaviska Norden en kort tid varit forenadt, men åter
blifvit splittradt, och den forening, hvilken ånnu en gång foljde, for-
mådde ej fylla den klyfta, som åtskilde folkens sinnen och hjertan.
De hafva sedan g å tt hv art och ett sin våg, men i sjelfva v erket till
samma mål, och detta mål, — en stigande kultur, en sjelfståndig
utveckling af de skandinaviska folkens andliga kraften — har vå-
sendtligen v arit dem af universiteten anvisadt.
F rå n dem h ar och
till ej ringa del u tg å tt den kånsla af upprigtig tillgifvenhet mellan
de Skandinaviska folken, hvilken funnit sin skonaste bekråftelse i det
band, som forenar våra konungahus.
Med tacksamhet och broderligt
deltagande erkånna universiteten i Upsala och Lund, a tt Kopen-
hamns universitet under århundraden varit en ljuskålla, fran hvilken
icke blott vetenskaplig odling utstrommat ofver norden, utan och