56 / 181
52
4de Juni:
Dette gode Forhold til K jøbenhavns Kommune er Universitetet
k jæ rt og fortjener dets Tak. Men Glæden derover stig er ved Tanken
om, at det er Hovedstadens, L andets første Kommune.
Deri se vi
en Borgen for, at hvor Oplysning raader i en Kommune, der vil
Universitetets V irksomhed møde den Paaskjønnelse, som skal styrke
og støtte enhver Stræben.
Befolkningen tæller, Gud ske Lov, over
alt Mænd nok, der fatte Universitetets Betydning for Landet, som
anerkjende dets Bestræbelser for Uddannelsen a f de mangfoldige
Kræ fter, Fæ drelandet behøver.
Vi takk e ogsaa disse Mænd, naar
vi takke K jøbenhavns Kommune, fordi de give det gode Exempel.
Vi haabe paa Sandhedens og det gode Exempels Magt, naar vi vente
engang at træffe fuld Forstaaelse af vor Højskoles Værd og Betydning.
Vi bede Repræsentanterne for K jøbenhavns Kommune modtage
Universitetets T ak for, hvad den h ar væ ret for det, ønske Staden
K raft til at fortsæ tte sin materielle Udvikling og love den Universi
tetets B istand til de aandelige Interessers Fremme.
E n Skaal for
Kjøbenhavns Kommune.
E fterat Konferensraad Borgmester E h i e r s havde takket
for denne Skaal, udbragte Professor Gfoos en Skaal for Uni
versiteterne i Norge, Sverige og Finland.
Der var en Tid, da alle videnskabelige Højskoler dannede en
Enhed, et Samfund, i hvilket Følelsen af Fæ llesskab indadtil og Af
sondring udadtil var stæ rkt udpræget, hvor den enkeltes videnska
belige F rih ed var en Tanke, der stod i lavere Kurs end den viden
skabelige Sandhed, som var det store videnskabelige Samfunds
Almennorm.
Det var en Tid, da der med nogen Grund kunde tales
om en kosmopolitisk Republik.
Saasandt som nu Fæ lleskab i A rbejdet, Sammenhæng og Over
levering ere Betingelser for V idenskabens F rem skridt, var der en
berettig et Tanke heri, og dog falder det ingen ind at ønske denne
T id tilbage. V i erkjende alle, at den videnskabelige Højskole ikke
kan svæve over den folkelige Jordbund, at den for at løse sin Op
gave maa slaa sine Rødder dybt i denne.
Og vi erkjende alle, at
Friheden er Videnskabens egentlige D rivkraft, at den ikke kan være
tjent med et Forhold, hvor en almen Sandhedsnorm kuer den viden
skabelige Frihed.
Deraf, at disse Sandheder ere komne til deres
R et, er det Følgen, først at den enkelte Højskole ikke længer er