UniversitetetsFirehundredaarsFest

4de Juni:

der sent ville slukkes i Glemselens Nat.

Vi elske disse Minder, vi

drage dem frem, ikke af Forfængelighed, nej, af Taknemmelighed,

thi de ere vore H jæ lpere; det er Fortidens Stærke, som ville være

med at hære Nutidens T ryk.

De samle sig, vi møde dem, de staa

saa tavse, men deres Tavshed er talende; de se paa os, de tænke

paa os, de hilse os i ophøjet Ro, med løftet Pande og Haahets

Straale i Øjet.

Nutiden k alder sig Oplysningens T id ; men den sande Oplysning

stiller store Opgaver. P aa disse Opgavers Løsning kunne de smaa

Nationer lykkeligvis arbejde med samme Held som de store.

ville arbejde, vore Lys ere tændte: L yset i Folkets Højskole, Lysene

paa V idenskabens Lærestole og det hellige paa K irkens A lter.

V i

denskaben véd, hvorledes det gaar til, at mange Lys ikke altid for

høje K larheden, at L y s kan svækkes ved Lys, ja Lys med Lys give .

Mørke.

Kun V idenskaben véd, hvorledes de mange Lys for Oplys

ningens Skyld skulle stilles, for re t at stemme med hverandre og

styrke hverandre indbyrdes.

Viden er ikke det oprindelige Lys, det

hellige Lys er i T roen; men ethvert af L ivets Lys, der skal indtage

sin rette Plads, der skal lyse i sin K reds med velgjørende Flamme

og ikke med anmasset Skin i urene Dunster blusse vildt og saa

synke ned til en osende P raas, maa prøves i Videnskaben.

Den

sande V idenskab er ikke blot en L ysgiver for sig, men en Lysprøver,

Videnskaben er Lysenes Vogter.

L ivets Aand er ogsaa Lysets A and; arbejdende for at vække

L ivets og Lysets K ræ fter, saa vid t vi formaa, til harmonisk Sam

virken gaa vi trøstig fremad. Vor Synskreds er aaben; med Tak

og Paaskjønnelse modtage vi, hvad der paa Oplysningens Vej til

bydes os af andre.

Men vi føle det, at som vi have en Evne og en

uimodstaaelig Trang, saa have vi ogsaa en Forpligtelse og en ufor-

tabelig R et til at leve vort eget Liv, tale med vor egen Tunge,

tænke med vor egen H jærne og ved at løse Kulturens Opgaver paa

vor Maade yde vor Skjærv til Aandsudviklingens Fremme.

Med

B likket fæstet paa dette Maal, med fredeligt, velvilligt Sind mod

alle vore Naboer — ej frygtende for Mørkets Hære, brutale Magter,

som vel kunne slaa Legemer ihjel, men ikke kunne ihjelslaa Sjælen

ville vi da i L y sets og Sandhedens Navn med Omhu pleje L ivets

Træ, opelske det, saa at dets Krone maa voxe og Rødderne sænke

sig dybt i vor hjemlige Grund, vor folkelige Jordbund ; vi ville indtil

det yderste værne saavel om vor udvortes som om vor indvortes, vor