62 / 181
58
4de Juni:
D igtekunstens og Tonekunstens T ry Ileverden, og Mænd, der igjennem
Formernes og L iniernes Skjønhed mægte at stemme Sjælen til H ar
moni.
Hun glæder sig over, at ogsaa Broderfolkene have hørt hendes
Kald, thi det er ikke hendes L y st at staa ene i V erden; hun véd,
at det kun er ved fælles Samvirken og ved gjensidig Tankeudvex-
ling, at hendes Gjerning trives. Med Glæde hilser hun derfor som
sine Doktorer norske og svenske Videnskabsmænd af stor og blivende
Betydning, Mænd, der ere hædrede med deres Konges og deres
Medborgeres Tillid og Højagtelse.
Særlig glæder hun sig, naar hun
iblandt dem ser Mænd, der have vist et saadant H jæ rtelag imod
Danmark, at vi staa i en evig Taknemmelighedsgjæ ld til dem.
Saa
lad os da takk e alle dem, der med os have forenet sig for at hædre
vor kjæ re Moder.
Deres Hyldest gjør hende dobbelt skjøn og
dobbelt blomstrende idag ; deres Kærværelse forhøj er vor F ests Glæde
og sty rk er vort Haab for Frem tiden.
L ad os tømme et Glas for
Æ resdoktorerne og de fremmede Gjæster.
Ogsaa denne Skaal besvaredes med flere Takketaler. Æ rk e
biskop S n n d b e r g ytrede saaledes:
I de svenska hedersdoktorernas namn hembar ja g Kopenhamns
universitet deras vordnadsfulla tacksågelse for den nu foreslagna
skålen och ånnu mer for den vetenskapliga utmarkelse, som vid
morgondagens fest skall dem tilldelas.
Mer an en bland oss kan-
ner sig visserligen mycket tveksam i fråga om sjelfva befogenheten
a tt emottaga denna utm arkelse; men alla sk atta vi oss dock lyckliga
a tt få knyta ett for enhvar af oss dyrbart personligt minne vid de
stora och lysande minnen, som aro jubelfestens egentliga foremål.
Præmia et honores
åro emellertid af sådan beskaffenhet, att de icke
blott innebåra en vålvillig uppmuntran for hvad som mojligtvis i
någon rik tn ing redan år gjordt, utan de medfora åfven nya pligter.
Vi kunna ej uppfylla dessa senare annorlunda ån genom en stegrad
trohet i de oss anvisade lefnadskallen; men genom samma trohet anse
vi oss ock båst ådagalågga vår tacksamhet mot denna frejdade hog-
skola, som i våra ringa personer hufvudsakligen velat hedra vårt
ålskade fådernesland.
E fter ham rejste Justitiarius for Norges Højesteret T h o m le
sig. Han beklagede, at da han først saagodt som i dette