119
Man flyttede nu over — men ingenlunde i de dertil be
stemte Lokaler. Man maatte slaa sig ned, hvor det var muligt
at faa Varme, d. v. s. i Farimagsgadefløjen, hvor Hovedkon
toret og Direktørens Kontor midlertidig blev indrettet i Bib
liotekets Lokaler i Stuen, medens andre blev installeret paa
4. Sal i Inspektørlejligheden, og saa balancerede man iøvrigt
rund t paa interimistiske Trapper og paa Etageadskillelsernes
raa Betonunderlag, thi Linoleumet befandt sig endnu fjernt
fra Danmark og kom iøvrigt først saa sent, at man havde
maattet anvende Linotolgulvbelægning mange Steder, hvor
Linoleum havde været projekteret.
Men overflyttet var man da og havde dermed gjort Springet
fra de gamle Lokalers ca.1500 m2 til Nybygningens 10000 m2.
Var det nu strengt taget ikke altfor meget? Dette venligt
bekymrede Spørgsmaal fik vi tit, og Svaret var naturligvis:
Jo — Bygningen var anlagt med Fremtidens Udvikling for
Øje og forudsatte selvfølgelig et maalbevidst Arbejde tor nu
at bringe alle hidtil hemmede Arbejdsmuligheder til Udfol
delse. Men for selve Gerningen: det danske Haandværks
Fremme var den ingenlunde for stor.
Tilmed var Sammenligningen mellem Tallene misvisende.
Man havde jo ved Laan og Leje anvendt langt flere Lokaler
end dem, man »med Rette« ejede, og af Nybygningens 10000 m2
optoges straks en Del af en stor Række Lærlingefagskoler, for
hvilke man efter Aftale med Ministeriet havde indrettet Lo
kaler, som stilledes til Raadighed for dem paa særdeles bil
lige Betingelser.
Disse Skoler, der ledes ganske uafhængigt af Instituttet,
men hvis Virksomhed man maa tage i Betragtning, naar man
bedømmer Bygningens Betydning tor Haandværkerundervis-
ningen, var: Fagskolen for Boghaandværk, for Blikkenslagere,
for Giarmestre, Skomagere, Urmagere, Skræddere og Foto
grafer samt Den danske Væveskole.
Men selv alt dette fradraget blev der tilbage for Instituttet
et Areal, fem Gange dets tidligere.
Tiden skulde snart vise, at man ikke havde slaaet for stort
Brød op.
Aaret 1918 skulde næsten løbe til Ende, før man var saa-