82 / 271
83
redelse al det Samarbejde mellem de to Foreninger, der
sluttelig førte til Instituttets Oprettelse.
Sidst, men saa langtfra med mindst Tak skal af den før
ste Bestyrelse mindes Bernh. Hertz, Guildal og Holger Pe
tersen.
Alle ha r de sat sig varige Minder gennem rige Gaver til
Instituttet — dels direkte, dels i Form af Legater.
Men at mindes dem blot som Legatstiftere vil være gan
ske at undervurdere deres Betydning. Det var jo kun et Ud
tryk for en Del af deres Indsats i Instituttets Arbejde — en
Indsats, der naturligt udsprang af, at de alle var rige eller
dog meget formuende Mænd.
Gaver fra dem til et eller andet Formaal betød nemlig
tillige, at de
forud
havde ydet Sagen den Vejledning, Støtte,
som deres specielle Erfaring og Indflydelse gav dem Anled
ning til, og som blev givet, fordi de med Kærlighed og In
teresse var med i Instituttets Arbejde. Mange vil sikkert m in
des Professor Nyrop fortællende om, hvorledes Bernh. Hertz
efter en Drøftelse vedrørende Instituttets Oprettelse i Stilhed
gav ham 10 000 Kr., som han frit kunde raade over, naar
det gjordes nødigt at skaffe Instituttets Arbejde lidt mere
Luft unde r Vingerne, — hvilket for Instituttet betød Mulig
heden for den første Udvidelse.
Og enhver, der blot kom en lille Smule paa nærmere
Hold af Holger Petersen, ved ogsaa, hvorledes den i Besty
relsesmøder saa tavse Mand med hele sin Sjæl var med,
hvor han sporede Fremdrift og Mulighed for faglig Dygtig
gørelse og ikke mindst for selvstændigt Arbejde.
Faa forstod som han Kapitalens Værdi som Udsæd, hvoraf
nyt kunde vokse mangedobbelt frem, naar det blev kyndigt
røgtet.
Instituttet og dets Direktør kan vidne om, hvad han be
tød for Virksomheden i dens unge og økonomisk trange Aar.
Den Hastighed, hvormed Virksomheden voksede, stillede den
ofte over for den pludselige Situation: »Tør vi vove Sprin
get, — tør vi tage den Udvidelse eller sætte os i Udgift for
den Nyanskaffelse, thi skal vi gaa Ansøgningernes lange Vej,
bliver Øjeblikket rimeligvis forpasset«. Da var ofte blot en