64 / 129
d ’Espagne r u n d t i en uhyre Kvadrille, der strak te sig fra 1 ai-
terredø ren op til Scenens Ba ggrund. D e n D am e d ra g t fra H o l
bergs Tid, der findes i Ch ristian d. V I I F s Loge, h a r Kongen
som Prins baaret ved en saadan Lejlighed. En lille, glad Skue
spillerinde, som deltog i Festen og næste D a g meldte sig syg til
Prøven, fik »for denne høist utilladelige og strafvæ rd ige Frem-
gangsmaade for denne G a n g tilkiendt tolv T imers A rre s t i
Blaataarn«. I en M on tre ligger n u flere af A rrestfo rv areren s
højst pudsige Kvitteringer for mod tagne »Fanger«, der paa
denne Maade sonede en T jenesteforseelse. Fra 1816-19 blev
M ask e rad ern e givet med kgl. Beskyttelse u n d e r en saakaldt
»Adm in istration for de offentlige Baller og Koncerter«. Sam
menkom stern e bød paa Soiréer, Spillepartier og Konversation,
men det gik, som da Casino senere var »Vinter-T ivoli«: U nd er
højtidelige Former havde Folk ikke noget at sn akke om i den
lille By, og Adm in istration en standsede d erfo r sin V irk som
hed efter tre A ars Forløb.
D en 23. April 1809 holdt Shakespeare-Oversæ tteren , kgl.
Skuespiller Peter Foersom fra H o fth e a tre ts Scene den første
Op læ sn ing paa Dan sk, som i D atid en s højtidelige Sprog kald
tes »et Declamatorium«. D e r var L ivskraft i den Idé, der
s n a rt blev videreført af and re; den h a r væ ret en vigtig Faktor
i det folkelige Op ly sn ing sarbejde helt ud i Forsam lingshusene
paa Landet og ned til Statsradiofoniens Op læ sn in g s-Ud se n d e l
ser i Dag. Foersoms Prog ram savnede Komik; det bestod af
V æ rk e r af Ewald, Baggesen og Oehlenschlager. Til en Scene
fra Rosseaus »Pygmalion« fik h an Assistance af T idens mest
velskabte Solodanserinde, A u g u s ta Laurwald. D e t var en Ind
rømmelse til de T ilskuere, der hellere vilde se end høre. »Man
beundrede,« skrev »Dagen« , »den vedv arende Anstrengelse
af alle K ræ fter fra Fantasien og Følelsen ned til Hukommelsen
og Stemmen, da Kun stn eren i næsten
iVz
T ime fængslede Til
64