10 / 271
2
alle disse Kirkehuse kunde rejses, og Mennesker sam les i
dem for at finde Føde for deres Sjæle? For 25 Aar siden,
hvem tænkte da paa, at saa hurtig skulde Sagen føres
frem? Hvem lagde Planer ud over det nærmest forelig
gende? Vi maa sige overfor det, der er naaet, at
Herren
ha r gjort store Ting mod os, og vi blev glade.
Og mens vi
endnu har vort Sind fyldt med Undren, saa gaar vi rundt
fra den ene Kirke til den anden og ser: jo der staar de
virkelig, det er ingen Drøm , men en fuld Virkelighed, og
saa vender vi efter en saadan Vandring tilhage og gaar
ind for vor Gud og beder den gam le Bøn: »
Jeg er ringere
end al din Miskundhed og al din Trofasthed, som du ha r
bevist mod din Tjener
« (1. Mos. 32,g). Det er denne Van
dring gjennem de 25 Aar og rundt til de rejste Kirker,
som dette lille Skrift vil indbyde Læseren til, men Van
dringen skulde gerne ende for Herrens Ansigt med en
Bøn som den fra de gamle Dage.
Og saa er der endnu en Ting, som Bogen skulde lære,
nem lig ikke alene Begyndelsen af Ps. 126, hvor der staar,
at vi var som Drømmende, da Herren hjem førte sit fangne
Folk , og at vor Mund blev fyldt med Latter og Glæde og
Tak; m en ogsaa Slutningen: »
Hjemfør Herre vore Fangne
lig Sydlandets S trømme
«. Salm isten komm er til at tænke
paa dem , der endnu ikke er komne hjem, endnu ikke er
hjulpne, og dem beder han for, at Gud vil føre dem hjem
som Strømmen, der pludselig viser sig i sin Kraft i det
tørre F lod leje, og bruser fremad. — Saaledes vil ogsaa vi
tænke paa de Opgaver, der endnu staar tilbage, at Jesu
Kristi Evangelium kan b live brugt rigtig, naa hen til
Mennesker i vor store Hovedstad, at de maa hjem føres —
føres hjem til den Gud, hos hvem de hører hjemme. •