304 / 645
2 9 0
Gerda Mundt
Jeg blev engang affordret
6
Sh. for en Tour, hvilket jeg
antog for meget. Jeg sagde ham det og tog Penge op af
Lommen, hvoraf jeg bød ham tage, hvad der tilkom ham.
Han blev herved betænkelig og turde ikke tage Mere,
end
5Y2
Sh.
Disse stolte Øeboere føre et strængt Regimente, hvor
de kunne komme til. Deres Egenkjerlighed er ikke at be
skrive. Overalt, hvor Ledighed gives, lovprise de det for
jættede England og mene, at engelske Sæder og engelsk
Levemaade (som dog ikke huer mig) snart maa udbre
des over hele Verden, saa megen comfort (det er deres
Ord) er deri. Alt føder og deres Stolthed. En Fremmed
klager over Dyrhed her: det er et Beviis paa, at de have
flere Penge. Yttrer Man, at de engelske Frembringelser
kjøbes lettere paa Fastlandet, saa er det, fordi kun det
Slette sendes ud, som godt nok for Andre; det Gode
reserveres for Landets Egne. Falder en John Buil paa, i
Theatret at raabe God save the King, strax maa den
spilles og hele Huset være opreist med blottede Hoveder.
Napoleon bringes paa Scenen til Skue for Pøbelen, som
inderligen gotter sig og applauderer, naar han tager To
bak. Interessant er det, naar ved en Sang raabes encore
og der ere forskjellige Meninger: hele Huset er da i Op
rør; Musik, Spil og Alt maa ophøre, og Skuespillerne
staae ganske rolige, indtil eet af Partierne har faaet
Overhaand. — . . . .
Jeg har den Ære at forblive
Deres Excellences allerærbødigste
Mundt.
London, d. 24. Novbr. 1825.
Deres Excellence vil af min Skrivelse til Magistraten
erfare at der, meget uventet, er mødt nye Vanskeligheder
for Contractens Ratification. Dette har været mig i høi,
jeg kan ikke sige i hvor høi, Grad ubehageligt. Det af-
ficerte mig i den Grad, at jeg i adskillige Nætter drømte
derom. Jeg har gjort mig allehaande Skrupler om hvad
man vil tænke derom i Kjøbenhavn, og at man vil troe
at det har manglet mig enten paa god Villie eller Evne
til at behandle Sagen rigtig. Begge Tvivl vilde være mig
særdeles krænkende. Jeg har i min Skrivelse til Magi-