379 / 502
Brolægning.
369
gjorde de det ikke, skulde de forfaldne Gaarde, Huse og
Grunde være hjemfaldne til Kongen og Byen, efterdi Kongen
saa ofte tilforn havde advaret og paamindet derom. Derfor
skulde Kæmneren en Gang hvert Aar kundgøre denne Be
faling paa Bytinget, navngive saadanne Ejendomme og tage
Tingsvidne derpaa1). Dette siges ogsaa i Kæmnerens Instrux
1620. 1622 befalede Kongen, at da der var en gammel
forfalden Bolig paa Gammeltorv, der tilhørte et umyndigt
Pigebarn, skulde den sælges til den, der vilde opsætte bedre
ny Bygning, Byen og Stedet synderlig til Forbedring og An
seelse, men det skulde ske med det snareste. Da der var
adskillige Huse og Gaarde, der stod paa Fald, bød Kongen
24. Marts 1647 at tilholde disses Ejere med det snareste at
nedbryde dem og opbygge andre i deres Sted, eller ogsaa skulde
de sælge Grundene til andre, som var istand dertil, hvis de
ikke vilde, at Kongen selv lod slige Huse nedbryde2).
Husenes Ydre frembød dog næppe i Almindelighed noget
afskrækkende Syn, der var endog mange smukke og anselige
Huse, navnlig i Hovedgaderne. Yærre forholdt det sig med
Gadernes Overflade.
Enhver b r o l a g d e udenfor sin Grund, Kommunen udenfor
offentlige Bygninger og Kongen udenfor sine, som naar han
1558 brolagde udenfor Mynten og 1635 udenfor Børsen.
Men den uensartede Behandling var ikke til Gavn for
Gaderne i det hele, hvorfor en kgl. Befaling af 5. April
1581 befalede Magistraten at tilsige Borgerne, „at de
holde Gaderne for deres Huse og Gaarde smukt jevnt bro
lagte.
“
1589 beklagede Kongen sig for Magistraten over, at
Gaderne ikke var stenlagte, som de burde, og samtidig blev
det optaget i Byfogdens Instrux, „at fast allevegne her udi
Byen ere Gaderne og Stenbroerne meget ujevne, saa at paa
den ene Side er det højt og paa den anden lavt, somme
Steder ogsaa en Sten eller flere liggende over hverandre, at
2) K. D. II 408—09.
*) K. D. V 300—01.
24