179 / 702
øjemærke“ have „Stadens Konservation, publiqve Gavn og det al
mindelige Bedstes Befordring“ . Overpræsidenten skulde overvaage, a t
dette skete, og hvis — „mod Formodn ing“ — Uenighed opstod mellem
Politimester, S tadshaup tmand eller Brandma jo r eller mellem Brand-
officererne indbyrdes, skulde han „anordne, hvis som foretages skal,
saasom Yi ham dertil den øverste Kommando allernaadigst har be
t ro e t “ .
Brandma joren skulde altid holde mindst 24 Mand (Værkgeseller),
„som Slangesprøjterne udi Nødsfald kan vide a t regere, hvilke Folk
som hidindtil skal være iført sorte K itler“ . Allerede i 1752 va r deres
Tal, som i 1733 havde være t 20, steget til 30, i 1754 til 3139). Deres
særlige Kendetegn va r i Følge 1689-Brandordningen et rød t Baand
om Livet. Det er senere blevet ændret til, a t de skulde bære en
sort Kittel, en Ændring, der er sket før Branden 1728; ved denne
Lejlighed omtales Brandmajorens Folk nemlig som „de Karle med
de sorte K jo rtle r“ 40). Værkgesellernes Tilladelse til a t ernære sig af
deres eget Haandvæ rk — uden Medhjælp — blev stadfæstet.
Om Brandkompagniets Officerskorps oplyses, a t det foruden B rand
direktøren og Yicebranddirektøren omfattede: B randkap ta jnen , P r e
mier- og Sekondløjtnanterne, Fændrikken, Premierbrandmestrene, de
to Brandkade tte r og B randad ju tan ten .
løvrigt bibeholdt man fra de tidligere Anordninger hele det store
og omstændelige Alarmeringsapparat og det mægtige Opbud af møde-
pligtige.
162