250 / 702
Man indskrænkede sig imidlertid foreløbig til a t sende Brandsessionens
Beretning tilbage med Løfte om, a t Kommissionens egen Beretning med
det allerførste skulde fremkomme. Grunden til, a t denne stadig udeblev,
var, a t Kommissionens Medlemmer var blevet uenige om Maaden, hvor-
paa Sagen skulde ekspederes.
Den 11. Marts 1805 modtog Kancelliet en Skrivelse fra Kronprinsen,
der meget „alvorlig erindrer om den af ham forlangte Beretning om
Manglerne ved Brandvæsenet m. v .“ Endnu samme Dag gav Kancelliet
Brand- og Vandkommissionen Meddelelse herom og forlangte af Kom
missionen og Brandsessionen en Beretning om sammenlignende Forsøg
med Kærrer og Sluffer. Desuden ønskedes der Underretning om, „hvad
der er foretaget i Henseende til dem, som ved den sidste Ildebrand i
Brolæggerstrædet og den forrige paa Kristianshavn havde vist Forsøm
melse i Opfyldelsen af Brandanordningens Bud“ . Til Brand- og Vand
kommissionen ud ta lte Kancelliet iøvrigt, a t det var „højst ubehageligt
a t modtage Erindring om denne Sag“ , og det ventede snart a t faa den
forlangte detaljerede Underretning om, „hvad der endnu ikke var ordnet
i Overensstemmelse med Brandordningen, og Aarsagen dertil.“
Brandsessionen meddelte nu om nogle Forsøg med Sluffer og Kærrer;
det var blevet godtgjort, a t man med 6 Sluffer kunde fremskaffe 48 Tdr.
Vand i samme Tid, som 3 Læggelser med Kærrer gav 30 Tdr.
Brand- og Vandkommissionen oplyste, a t Kærrerne var „i ubrugbar
Stand og alt for skrøbelige“ . Man var dog gaaet i Gang med Is tandsæ t
telsen af 28 Kærrer. Paa Spørgsmaalet om, hvad der endnu manglede
i de Foranstaltninger, der skulde træffes i Henhold til Brandordningen,
svarede Brand- og Vandkommissionen, a t Forhøjelsen af Lygte- og
Sprøjteskatten kun lige strak te til til Vedligeholdelsen af Brandvæsenets
Materiel, men ikke til nye Foranstaltninger, bl. a. fordi Sprøjtekassens
Gæld paa 20.000 Rdlr. skulde afbetales.
Nogen detaljeret Indberetning fra Brand- og Vandkommissionen fore-
laa dog stadig ikke, og midt i Marts 1805 søgte Kancelliet a t retfærdig
gøre sig i denne Sag overfor Regeringen. Man henviste til, a t da Brand-
og Vandkommissionen „tildels bestaar af Statens vigtigste Embeds-
mænd“ , kunde man ikke „anvende Tvangsmidler“ som mod under