12 / 22
8
Hallandstuens Bygningsmaade.
Husene sattes paa en Sokkel af Kampestene, der samledes fra
Marken. At lægge dem hed at to f te Huset. Dettes Plads valgtes saa
ledes, at Jordsmonnet skraanede, helst til flere Sider, for at Regnvandet
kunde lobe fra. Tillige søgte man at lægge det s o l r e t , det vil sige i
Retning Vest--Øst. eller, som Brugen i ældste Tid synes -at have været,
Nord—Syd. Hertil knyttedes oprindelig en religiøs Forestilling, der
senere gik over paa kristelig Bygningsskik, men lokale Forhold traadte
ofte hindrende i Vejen. Allerede ved ældre islandske Bygninger blev
Reglen hyppigt fravegen.
Den nederstc Stok i Væggen hed S y lle n (Fodtræet) og hvilede
paa Syl le s te n e n e . Den øverste Stok hed Le j d en (Rigssprog: (Lægten).
G a v le n hed i Halland ogsaa F jæ r , nederste Stok i dens Trekant
F jæ r m o r ’en. Vindskederne: F jæ r b ræ d e r .
T a g e t bæres af trende svære, ottekantede A a se , hvis Ender hvile
paa Gavlstokkene. Den øverste, R y g a a s e n har givet Navn til Stuerne,
der ere byggede med denne Tagform: R y g a a s e s tu e r. De to andre hedde
S id e a a s e rn e .
Paa Aaserne hvile T ill e n , Tagbræderne (T ro d b o rd ), der
ind mod Stuen ere høvlede og med atiasede Kanter. Paa Ydersiden
ere de dækkede med et Lag N æ v e r (Birkebark) og over dette i Nørre-
Halland G r æ s tø r v , i Søndre Halland oftere H a lm eller T ag (Siv:
Arundo phragmites).
Græstørven hindres fra at skride ' ud over Tag
fladernes nedre Kant O fs (Dansk O u s, gi. Norsk U p s, Tagskjægget)
ved Mu Id a a s e n , der holdes fast med T a g k ro g e . Den Del af Taget,
der rager ud over Husvæggen, samt Vinklen, den danner med denne,
hedder Skunk .
Det indre Rum mellem de to Tagflader hedder V in d e n . Paa den
søndre Tagflade sidder V in d ø je t, Vinduet1). I Nørre Halland hedder
denne Lysaabning D a a r, D u r, Dør-). Rammen omkring den hedder
D a a r lu r (Lur = Ljore, Lyre, Lysaabning i Taget). Den tragtformede
Indfatning af 4 skraatstillede Bræder hedder D ø r s k ru .
Behandlingen af Tømmeret i Lavstuens Vægge viser, at den er
den ældste af de 3 Huse. I Stokkenes underste Side er hugget en
Rende, der slutter om den underliggende Stoks øvre Side. Indtræn
gen af Regnvand og Træk er yderligere forhindret ved at Mellem
rummene ere tættede med Mos. Stokkene ere lagte i H v e rv , vandret,
og Enderne ere samlede i K n u th u g n in g eller, som vore Tømrere sige:
overskrammede o: et Hak i den øvre Stoks Underside passer ind i et
Hak i den underliggendes Overside. Stokkene ere smukt huggede i oval
Form i svære Dimensioner og Overfladerne glattede med Baandkniy og
glatskurede. I denne Form lied de B a a la r, B u lle r. Den Omhu, hvor
med de ere behandlede, bliver i Øjne faldende i Modsætning til Herbergs
busenes Stokke, der ere firhuggede. De ere lagte i Knut paa samme Vis,
men Tømmeret er yngre og Tildannelsen mindre pyntelig.
Lavstuen har oprindelig været en Bygning for sig med begge
Gavle fri. Over Indgangsdøren i Gavlen har Taget skudt sig nogle
Alen frem, hvilende paa Stolper og dannende et S k ju l over den der,
hvor nu Forstuen er.
’) N avnet er ISevis paa, at denne Tagform h ar væ ret oprindelig i D anm ark. Paa
svensk skjelnedes m ellem V iu d a g a og F ø n s t e r (
fenestra
) den firkantede
Lysaabning paa Hnsvæggeu.
2) I M ørup Sogn i M ellem H alland kaldes Væggens f ø n s t e r ogsaa Dør.