137 / 158
CHRI STEN HENR I K SEN PRAM
blandt de hinanden søgende vilde Skrig, derved opspore hende,
og seirende bære hende halvdød i sine Arme ned fra Faren,
medens Røgen qvalte de mange andre paa alle Sider.
Meget større end at de her kunde opregnes, er deres Antal,
som her have vovet deres Liv for at redde andres, men hvis
ædle Daads heele Historie er den, at de gik med Livsfare op i
den røgbespændte Gang, nedhentede een eller fleere af de der
liggende halvdøde Mennesker, sørgede for at skaffe dem til
Live og forfriske dem og efter at havde antvordet dem i Lægers
eller andre Menneskevenners Hænder iilede op igien at hente
fleere og gientoge dette, saalænge de selv kunde eller til der in
gen fleere fandtes at redde. Det er characteristisk for de mange
Reddende, at saa godt som ingen a f dem underrettede sig om,
hvo de reddede, og undgik disses Taksigelser ved at haste fra
dem, inden de bleve kiendte. De Reddende skulde saaledes for
det meeste alle være blevne ukiendte, dersom ikke nogle af dem
havde navngivet andre. Ligesom saaledes i Henseende til at
reddes al udvortes Personsanseelse her faldt bort, saa veed man
og a f alle dem, der bivaanede denne Kiæde a f græsselige, af
rørende, a f knusende og smeltende Optrin, at der i Henseende
til at redde heller ingen Forskiæl fandtes paa Rang, Stand, A l
der eller Kiøn. Mellem hinanden saae man Mænd af første
Rang, og den ellers lidet bemærkede Arbeider, Mænd, Qvinder,
Oldinge og Børn, hver efter sin Evne eller meget meere alle
over deres Kræfter, at iile i Flæng til det fælles Øyemed at redde
Mennesker. En Olding iilede at række en ung Mand i Alderens
fulde Styrke sin reddende Haand, et svagt Pigebarn reddede
en Tømmermand, for Resten Mænd med Ordener og Tienere
i Liberie, Officierer a f alle Grader og Matroser og Soldater,
alle kappedes med hinanden i det fælleds Ærende. Virkningen
[
129
]