133 / 158
CHRI STEN HENR I K SEN PRAM
der længe siden, Huuset var opfyldt a f den skrækkeligste Sorg
og Angst over Sønnens Tab. Sønnen nærmede sig Huuset med
dræbende Angst, ej allene for der selv at finde endelig Bekræf
telse paa Faderens Tab, men endog med Budskabet derom at
knuse sin Moders Hierte. Med den inderligste Henrykkelse paa
begge Sider fandt Sønnen der sin Fader og de nys saa inderligen
bedrøvede Forældre deres elskede Søn.
Alle det menneskelige Hiertes ædle Følelser havde her for-
skielligen Leilighed til at vise sig virksomme. Den almindelige
Menneskekierlighed og Medborgerhuldskab drev mange til at
vove det yderste; virkelig man behøvede kun at være Menneske
for i Lidelsen ved Tanken om, hvad de hist oppe a f Branden
overraskede udsattes for, at finde Bevæggrunde nok til at for
søge alt for at komme til Hielp. Men naar det allerede ved Fo
restillingen om et Medmenneskes Nød blødende Hierte saae
eller formodede en kiendt og dyrebar Ven at være blandt de af
Branden indspærrede, hvilken knusende Følelse for et saadant
Hierte, inden den, som var Gienstanden for dets Angest, om
favnedes reddet, men og da hvilken Følelse a f Glæde for dem
begge! Jeg har et Exempel at meddeele; jeg kan ej meddeele
det paa nogen anden Maade nær saa godt som ved at afcopiere
følgende i hver Henseende skiørme Seddel:
„Deres Opfordring til Meddeelelse af ædle mærkelige Hand
linger, som Christiansborgs Brand foranledigede, giver mig Lei
lighed til at bringe Venskab et Offer ved at melde Dem en
Handling, hvilken ei allene a f mig bør bevares i taknemmelig
Erindring, men fortiener at kiendes af alle dem, som have Hier-
ter til at paaskiønne den. Da Røg og Damp havde næsten qvalt
Beboerne a f øverste Mezzanin, og disse Ulykkelige fortvivlede
skrege ud a f Vinduerne om Redning, forsøgte Bogholder Jør[
127
]