131 / 158
CHRI STEN HENR I K S EN PRAM
sen kommet i lige Ærende, men endnu holdt man sig i denne
Side a f Slotsbygningen (Fløyen ud til Slotspladsen) tryg for, at
Branden ingenlunde skulde naae derhen. Studenten Hr. Han
sen gik da hen og hialp at flytte ud af Kammerjunker von der
Liihes Værelse, som var nær henne ved, hvor det alt brændte,
da man bragte det udflyttede hen i den lange Gang i Fløyen
ved Slotspladsen. Han hialp ligeledes og paa samme Maade til
at udflytte for Kongens Livtiener Weinschench og hans Søn,
hvis Værelser og vare nær Branden. Dette vedblev han i Selskab
med sin Ven, Student Hr. Steenstrup, lige til den tiltagende
Røg ikke giorde dem det mueligt meere at komme i den Gang,
fra hvilken de havde udflyttet. Nu gik han ind igien til Faste
ren, Røgen fulgte efter og fyldte allerede saaledes hendes Væ
relse, at hun erfoer, det var høi Tid at redde Livet, dog endnu
fast i den Tanke, at Ilden selv ikke kunde komme saa langt hen.
Faderen var imidlertid ogsaa kommen derop, paatog sig at føre
Systeren ned, men drog sin Præstekiole af, at den ei skulde være
ham i Vejen, og flyede Sønnen den at skaffe den deroppe for
varet, indtil Ilden blev slukket. Saasnart Hr. Professoren med
hans Syster vare komne i Gangen og erfore af den imidlertid
saa forskrækkelig tilstrømmende Røg Farens Storhed, raabte
han Sønnen ned, men kunde ikke høres. Lang Tid var der ikke
at tøve. For ikke selv at qvæles maatte man haste ud, biede
endnu paa Sønnen, raabte paa ham, forsøgte at hente ham,
men Røgen, tiltagende hvert Øyeblik, giorde det sandsynligt,
at han maatte være blandt dem, som nu deroppe bleve qvalte,
bestemte til snart at blive et Offer for Luerne. Sønnen, der i
Fasterens Kammer og i Gangen forgiæves ledte efter Faderen,
troede ogsaa ham med Fasteren at være blandt deres Tal, som
man nu ved hvert Skridt snublede over, faldne i Afmagt eller i
[
125
]