134 / 158
gensen, en Olding paa Tredsindstyve Aar, med øyensynlig Fare
at redde sin i Ulykken værende Ven, General Adjudant Major
Bliicher. Tvende Gange drev den dræbende Røg ham tilbage,
men uden at forsage giorde han dog det tredie Forsøg, mødte
sin Ven fortumlet paa Trappen, faldt i hans Arme og græd
Glædens Taarer. V i bleve tavse i denne Stilling, indtil det rørte
Hierte fik Tid til at stamme [?] sine Følelser. Da ieg glæder mig
ved at eje en saadan Ven, saa ønsker ieg, at De vilde binde ham
en Krands for den mod mig beviiste ædle Handling. Bliicher” .
Det har De selv, ædle Mand, Dem og ham har De flettet en
Krands, skiønnere end Panegyristens eller Lovsangerens Kunst-
ling nogensinde kunde frembringe den.
Det hører til Fuldstændigheden som og til Rigtigheden a f
Forestillingen om denne Kiæde a f Optrin at underrettes om, at
den endnu vældigere ædle Lidenskab ej var uvirksom, medens
de øvrige vare i den voldsomste Anspændelse. Det lader sig ikke
tænke, at ikke en og anden her fandt den truende Død dobbelt
skrækkelig, fordi de skulde rives fra en elsket Ægtefælles, en el
sket Bruds eller Brudgoms Arme, eller at ikke a f dem, som iilede
til Redning, ogsaa en og anden har været drevet a f den alting
trodsende Forestilling om en saaledes elsket Persons overhæn
gende Fare. Uden at maatte sætte Navnene ved kan ieg til
Exempel allene nævne, at man blandt denne Vrimmel a f Red
dende og Reddede saae en værdig ung Mand, der var iilet derop
for at meddele sin unge Brud, som befandt sig blandt dette
Stokværks Beboere, sin Bistand, medens endnu Faren troedes
langt borte, da hun, idet den pludseligen nærmede sig, var i
Beskiæftigelse med at indpakke kommet fra ham, saae man
ham fare ustandset igiennem Røgskyerne og Vrimlen af den
forvirrede Mængde, raabe hendes Navn, kiende hendes Stemme
SEKS ØJENV IDNER
[ 128]