86 / 158
ligen skulde elske dem. I deres personlige Kaar, Anliggender
og Befindende tage derfor Statens Mennesker en des inderligere,
virkeligen individuel, velvillig og venskabelig Andeel. Naar vi
tale om, tænke paa, ønske godt over Kongen og hans Huus og
dermed tænke os hans Familie, hans Børn, Sødskende og Slægt,
saa forestille vi os hver af disse Personer i deres Huus og Værel
ser, beskiæftigede med Overveielser, Undersøgelser, Grandsk-
ning, Arbejd for at stifte Gavn og Godt og Ret blandt Rigets
Borgere eller at fryde deres Hviletimer i Tilfredshed over saa-
dan Daad og dens Held. Tanken paa Kongen og hans Huus
bliver da noget langt andet end den under andre Omstændig
heder kunde være, langt mere levende og blid, men Forestillin
gen af disse Personer i deres virkelige Bolig kommer os da nød-
vendigen for Øyne, og med Tilbøieligheden for hine blander sig
nødvendigen ogsaa nogen virkelig Interesse for denne, hvorved
den faaer et Værd og en Vigtighed for os, som den ellers slet
ikke kunde have.
Da denne vidtløftige Kongebolig indeholdt den Mængde til
Hofetaten hørende Mennesker i de mangfoldige Værelser, da
vort Clima giør det nødvendigt a f hvert Aar i 8 til 9 Maaneder
at giøre Værelserne varme ved Kakkelovne og Kaminer, og der
saaledes hvert Aar i denne Bygning blev brændt en 3000 Favne
Brænde, foruden den uhyre Mængde Lys og Lamper, saa var
det umueligt, at der ikke adskillige Gange i de noget over 53
Aar, Slottet stod, skulde være opkommet Vaadeild. Dette var
og et saa hyppigt Tilfælde, og deslige vare ved de anbragte
Foranstaltninger stedse saa hurtig dæmpede, at samtlige Slot
tets Beboere, i det mindste paa saare faae nær, syntes aldeles
faste i det før ommeldte Begreb, at Christiansborg var uaf-
brændeligt. Der var og et Antal a f Vægtere og Brandbetiente,
SEKS Ø J E N V I DN E R
[ 8 6 ]