203 / 364
1 7 2
skilles ikke Sogne om de nye In terim skirker; der tildeles
dem end ikke et Distrikt. Men naar der gennem Frivillig
hedens A rbejde er sat noget i Gang, overtages det i den be
lejlige T id a f K irken — og Frivillighedens T id er forbi. Den
maa saa kaste sig over andre Opgaver eller indordne sig un
der det alm indelige Sognearbejdes Vilkaar.
Dette betyder ikke, at Kirkestyrelsen ikke værdsætter det
frivillige A rbejde. E rkebiskop
Soderblom
udtalte sig ved
Jubilæet overorden tlig anerkendende
0111
Selskabets Virk
somhed og kaldte stærkt paa det frivillige Lægmandsarbej
des H jæ lp. Men man ønsker ikke at give det frivillige Ar
bejde nogen større Indflydelse paa Styrelsen af Kirken. Thi
baade det svenske Præsteskab og de svenske Sognemenig
heder er gennemgaaende langt mere h øjk irkelige end vi, der
lever i Søren Kierkegaards Fædreland.
Man kan jo sige mange smukke Ord til Forsvar fo r dette,
at Frivilligheden skal tjene, ikke søge Indflydelse og Magt,
men leve under Hvedekornets L ov. Fru A lm skriver i sin
Bog, at det næsten er blevet til et Slagord
0111
Selskabets
V irksomhed, at det skal arbejde paa at gøre sig selv over
flødigt. Og hun fø je r til, at nu efter 25 Aars A rbejde er det
næsten ved at lykkes. Th i af alle Selskabets A rbejdsom -
raader er der nu kun tilbage Kvarteret om den i Jubilæums
dagene indviede nye Trækirke i Helgalunden. Og Opgaven
at lønne et Par præsteviede Medhjæ lpere og en D iakon.
I Danmark vilde vistnok de fleste være betænkelige ved
at give den statskirkelige Styrelse større Magt, end den har,
og F rivilligheden vilde i Længden vægre sig ved at gøre sin
Indsats paa saadanne V ilkaar, at den risikerede at blive
berøvet blivende Frugt af sit A rbejde.
Men det hele hænger jo sammen med, at Baggrunden er
en anden hos os end i Sverige.
Vi Danske rejste h jem med et stærkt Indtryk af, at vi
havde bedre Ivaar i Kirkesagsarbejdet end vore Brødre i
S tockholm .
T o andre stærke Indtryk tog vi med os.
Et Indtryk af den svenske Gudstjenestes stilfulde H øj
hed og værdige Skønhed. En Aftengudstjeneste som den i
Jakobskirken, hvorm ed Festlighederne sluttede, var en
Skønhedsaabenbaring — foruden hvad den ellers var. Den
skønne Korsang, B iskop
L on egren s
Prædiken, den rige Li
turgi med Vekselsangen mellem Koret og de to i pragtfulde
Messeklæder foran Alteret staaende Præster — alt dette sam
virkede saa harmonisk. Og det samme gælder Indvielsen af
den lille Trækirke i Helgalunden, som Sveriges Æ rkebiskop
foretog i sit fulde Skrud, bistaaet af en B iskop og otte stock
holmske Sognepræster i forskelligt farvede Messehagler. Det