Musikforeningens

— Tiderne skifte —

Men Passionsoratoriernes gyldne Tid var til Ende. Thron-

skiftet havde bevirket et fuldstændigt Omslag i den offentlige Stem

ning, i Publikums Smag og Tilbøjeligheder. Kjøbenhavn var som

en forvandlet By. Det var ikke længer fint at svælge i „Vor Frel

sers blodige Lidelser.“ Den devote Tvang var brudt, og man kunde

frit kaste sig i Armene paa en Sværm af Forlystelser. Blandt disse

stode Theatrene i første Række. Dansk Komedie paa Kongens

Nytorv, tysk Komedie i Store Kongensgade, fransk Komedie paa

Nørregade, italiensk Opera paa Gharlottenborg, hvad vilde man

forlange mere? Den sidste var Koncertvæsenets værste Fjende.

Naar allerede de italienske Koncerter i 1743 havde været farlige

for det daværende musikalske Kollegium, er det let at begribe, hvor

ødelæggende Operaen maatte blive. Jo længere Publikum havde

maattet føle Savnet af Tidens mest moderne og mest omtalte Skue

spil, med desto større Graadighed kastede det sig derover som en

Flok hungrige efter langvarig Faste. Der var enkelte, som oppo

nerede. Holberg skrev imod Operaen i Epistlerne, Fursman og La

Beaumelle i „La spectatrice danoise“, Scheibe i Fortalen til Synge

spillet „Thusneide? x). Men hvem brød sig om, at Kritiken beviste,

at Operaen var udramatisk, meningsløs og latterlig, en Kunst i

Forfald, en Haan mod den gode Smag, saa længe Moden erklærede,

at den var mageløs.

Selv om nogle af disse Indlæg, der mer eller mindre direkte

lode sig føre tilbage til det musikalske Societet som et fælles Ud

gangspunkt, ikke vare komne for sent, vilde de næppe have været i

Stand til at redde Societetet fra Undergang. I April 1748 opførte

I ve r s en atter en Gratulationsmusik, som han havde komponeret

til Kongens Fødselsdag. Men derefter varede det ikke længe, inden

Selskabet begyndte at falde sammen, og Italienernes Tilbagekomst

den følgende Sæson med Gl uck i Spidsen gav det Dødsstødet.

Den 20. Jan. 1749 bekjendtgjør Iversen, at „det vidt bekjendte

danske musikalske Societet af adskillige Aarsager for en Tid cesserer

med sine ugentlige Concerter“. Holberg siger ligefrem, at det var

„de fremmede Spektakler“ og særlig Operaen, som kuldkastede det,

og giver Selskabet det Eftermæle, at det „var yndet og admireret

saa vel af Fremmede som af egne Landsmænd, og det ikke uden

Aarsag. Jeg kan vidne,“ føjer han til, „at den Musik, som der til

j Om den lilerære Operafejde og Scheibes Ideer til en Reform af Syngespillet

s. Forf.’s Afhdl. „Gluck og Scheibe“ i Nationaltidende

. Jan. 1883 ff.