135 / 405
STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR
1842
indeholdt de fleste Oplysninger om disses Død, saa at det manglende hurtigt
kunde suppleres. Dernæst lod det sig ogsaa formode, at den udfundne Tabel
i det væsentligste angav den virkelige Mortalitet, da det ikke kunde antages,
at ret mange af de Koner, der vare døde før deres Mænd, skulde paa Grund
af Enkekassens Mangel paa Kundskab herom endnu være opførte som levende.
Og dens Rigtighed bekræftedes tillige ved den Omstændighed, at Middelleve
tiden efter den faldt omtrent imellem de paalideligste svenske Erfaringer,
samlede af
Wa r g e n t i n ,
og de engelske ved
F i n l a i s o n ,
»
hvilket ogsaa var
at vente, fordi paa den ene Side de svenske Erfaringer ere betydelig ældre, nemlig
fra 1757
—
77, og paa den anden Side de engelske ere tagne a f Iagttagelser ved Ton
tiner og lignende Selskaber, hvor i Reglen de ikke indtræde, der maae vente at
døe tidligt, medens vore Erfaringer maae antages at indbefatte en Deel saadanne
Individer, efterdi Enkekassen er en Anstalt, hvori Indtrædelsen er befalet
.«
Den udregnede Mortalitetstabel for Mænd udviste, at Gjennemsnits-
Levetiden efter denne ikke blot var kortere end efter den for Konerne ud
fundne, hvad der var en almindelig Erfaring, men tillige, at Forskjellen her
gik til 6 å 7 Aar, medens de engelske Erfaringer kun gav c. 4 Aar og de
svenske c. 2 Aar.
Denne Forskjel formentes at have sin Grund i, at man
ikke ved Tabellens Udregning havde kunnet tage Hensyn til Enkemændene,
hvis Dødsaar var Enkekassen ganske uvedkommende, og derfor ikke var op
lyst;
»og ved saaledes at indskrænke Iagttagelserne til de Mænd, der ikke have over
levet deres Koner, indfører man en Vilkaarlighed, der naturligviis vil foraarsage,
at Dødeligheden viser sig stærkere end den er i Virkeligheden
.«
Skjønt det først, naar en paalidelig Mortalitetstabel for Mændene ved
Oplysning om Enkemændenes Dødsaar var udarbejdet, hvortil endnu vilde
hengaa nogen Tid, var muligt med Bestemthed at sige, om den nærværende
Indskudstarif under Forudsætning af lignende Mortalitet i Fremtiden var for
lav eller ikke, saa formentes det dog, at allerede det Foreliggende, navnlig de
for Konernes Vedkommende erhvervede Iagttagelser, gav væsentlige Bidrag saavel
til Afgjørelsen heraf som til Bedømmelsen af Kassens Status.
Da
F a l l e s e n
i 1840 havde undersøgt, hvorvidt Enkekassens Fond var
tilstrækkeligt til at afholde de paahvilende Forpligtelser, havde han antaget, at
Enkekassens egne Tarifer, og navnlig dens Livrentetabel,
»der er den laveste
a f alle som gives
«, vilde afgive et upaalideligt Resultat, og i Mangel af Er
faringer om Dødeligheden blandt Kassens egne Interessenter, havde han be
nyttet Finlaisons Tabeller efter en Rentefod af 4%- Resultatet heraf var ikke
blot, at Kassen herefter i
1836 havde et Deficit af over 2 Millioner, men til