270 / 405
FEMTE AFSNIT: ADMINISTRATIVE OG PERSONELLE FORHOLD
255
Hornemann:
»J a,
ved De hvad, dersom jeg havde været en af de tre
Læger, der spillede Whist med Dem iaftes, saa tror jeg saamænd, jeg havde
•sagt det samme; — for saadan er man.«
H
o r n e m a n n
var i sin hele Optræden en paa en Gang varmtfølende,
fordomsfri og mildtdømmende Mand, som besad den lykkelige Art af Elsk
værdighed, der kan udfolde sig, uden at Personligheden behøver at trænges
tilbage.
Naar han ansaa det for rigtigt, skyede han ikke at udtale en af
vigende Mening, og i en Debat om en Sag, som han satte noget ind paa,
kunde det endog om end sjeldent hænde, at hans varme Hjerte bragte ham
til at blusse op. Men der var selv da aldrig i hans Ord nogen Braad, som efter
lod et Saar. En af hans Kolleger i Lægestanden ytrede engang ved en Fest
lighed: »Man kan maaske blive vred paa Hornemann, men det er umuligt
at blive Uvenner
med ham«.
Dette passede tilvisse fuldkomment.
I de
mange forskjelligartede, høje og lave Kredse, hvori han i sit indholdsrige
Liv kom til at færdes, havde han ingen Uven. Alle satte Pris paa ham,
alle holdt af ham. Og saaledes var det ikke mindst i Livsforsikrings-Anstalten,
hvor enhver, der
har arbejdet sammen med ham,
bevarer ham i kjær
Erindring.
H
o r n e m a n n
tog sin Afsked fra Anstalten ved Udgangen af 1888 og
døde i 1891.
Ved hans Fratræden besattes Lægepladsen med dr. med. G. G.
S
t a g e
,
der allerede i
1871 var bleven engageret til at yde forskjellig Bistand ved
Lægevirksomheden.
Denne korte Redegjørelse om de administrative og personelle Forhold
bør ikke sluttes, uden at der henpeges paa, hvor trygt og regelmæssigt Arbejdet
i Anstaltens Kontorer i det forløbne halve Aarhundrede er gaaet.
Ikke blot
har enhver af Kontorpersonalet gjort Rede og Rigtighed for det ham betroede,
men det hele Kontorliv giver et Billede af gjennemført Orden og Nøjagtighed.
Dette tyder vel paa, at Arbejdsordningen, som den fra første Færd har været
anlagt og i Tidens Løb er bleven udviklet, i sig selv er hensigtsmæssig og
betryggende.
Men det viser dog først og fremmest, at hver enkelt af Per
sonalet har omfattet sit Hverv med stedse vaagen Interesse og udført det med
uforanderlig Pligttroskab.