335 / 405
NIENDE AFSNIT: M EDDELELSER FRA LÆGEN
0 9
skulle vurderes efter deres formodede Indflydelse paa Levesandsynligheden
og tilsidst indordnes i samme Ramme, ved en Forhøjelse af Præmien. Men
ikke mindre tvivlsomme kunne de Tilfælde være, hvor det gjælder at vurdere
Betydningen af et muligt tilstedeværende arveligt eller erhvervet Anlæg til
Sygdom, der ganske vist vil udøve Indflydelse paa en større Klasse Individer
af samme Beskaffenhed, men som lader mange af de enkelte gaa fri.
Her
bliver det ofte aldeles umuligt at individualisere; man nødes til at anlægge
en fælles Maalestok for dem alle, og derfor vil selvfølgelig ogsaa en og anden
af dem gjøre Bedømmelsen til Skamme.
Vi maa under disse Overvejelser støtte os til de kliniske Erfaringer,
til vor Viden om Sygdomsaarsagerne, om disse Aarsagers mer eller mindre
indgribende Virkning, om Udstrækningen af denne Virkning selv efter Aar-
sagernes Ophør, og endelig til statistiske Data om de enkelte Sygdomme.
Men saa fyldige og paalidelige Schemata for Sygdommenes Prognose ere
vi jo desværre ikke paa noget Punkt i Besiddelse at.
Og selv om man
endelig kunde samle virkelig paalidelige Oplysninger om enkelte, bestemt af
grænsede Sygdommes Gang og hele Forløb, saa vilde det dog ikke hjælpe os
ret meget, da vi jo i alt Fald i saa mange Tilfælde her ikke have med en
enkelt Sygdom, men med en mere sammensat, sygelig Tilstand at gjøre.
Men selv om der møder os mange Vanskeligheder ved denne Bedøm
melse ved saaledes at skulle indregistrere de Forsikringsøgende i forskjellige
afsondrede Klasser, saa maa man paa den anden Side erindre, at det rent
praktisk taget for mange har sin store Betydning, at de overhovedet kunne
blive optagne i Anstalten, omend paa noget dyrere Vilkaar, da de nemlig
ikke altid ere i Stand til at benytte den Udvej, man tidligere kunde byde
dem, at optages imod Kapitalindskud eller kort Præmie. Vanskelighederne
maa derfor søges klarede paa bedste Maade ved Hjælp af de Erfarings-Resul
tater, vi kunne raade over.
Der er to Yderpunkter, mellem hvilke Bedømmelsen i disse tvivlsomme
Tilfælde kommer til at bevæge sig. Enten kunde Anstalten føle sig fristet
til at nærme sig den absolute Sikkerhed saa meget som muligt ved at forhøje
Præmien i ethvert Tilfælde, hvor der maatte være mindste Anledning dertil;
og den vilde jo altid være i Stand til at holde sig skadesløs. Eller det mod
satte Forhold kunde indtræde, at mange Individer fik Lov til at slippe ind
til forhøjet Præmie, som under ingen Betingelse burde været optagne. Op
gaven vil derfor her være at finde den rette Middelvej.