106 / 272
Skuespillernes muntre Marked
1887
Kendte Navne fra Teaterverdenen.
. . . Klokken er blevet fire. Det
højstærede Publikum udenfor vil ind,
Kongefamilien ud, og begge P arter
faar deres Vilje. I tætte Stimer
strømmer de Besøgende til DEN
STORE SAL, hvor der er opført et
solidt Theater i Smag med National.
Her h ø rer man Oda Nielsen synge
og Hellemann bugtale. I denne Sal
findes tillige F ru Nyrops Vinstue,
hvor d’H rr.
Mantzius
og
Folmer
Hansen
er Opvartere.
O
Tøvende betræ der man RIDDER
SALEN, for d er er jo de frygtede
Butikker og Tombolaer. Men Kunst
nerne er ikke Optrækkere, de giver
fuld Valuta. Hvem modstaar Frk.
Klemm ings
melodiske Stemme, naar
hun udbyder »en lott«? Hvem tager
ikke mod en Rose, der falbydes af
Emma Lange?
q
Men det Døcker’ske
F ilttelt
i Kon
certpalæets Have er dog det Sted,
hvor det g aar lystigst til. Sanger
inderne paa T ribunen sæ tter det luf
tige Hus paa den anden Ende: Mage
til Taille som
Jaques Wiehes,
Mage
til Arme som
Poul Nielsens
h a r man
aldrig set. De synger Paradigm aer
paa Øl-Poesien under Folkets Jubel,
til de ikke h a r Stemme mere i Livet.
Saa kommer Hr.
Lindstrøm
med sort
Lokkehaar og foreviser sit Musée
Tintamaresque, — en Række P aro
dier bl. a. af Od<a Nielsen som Ni-
touche, Henrik Clausen som Per
Gynt Neumann som Fyrst Auran og
. . . Lindstrøm som Landsoldaten.
O
I Teltet optræder ogsaa
Olaf Poul
sens Orkester.
N aar Hr. Poulsen h a r
Forfald, dirigeres det af Hr.
Schram.
Programm ets Hovednummer er »Vil
du nu bare la ’ Hønen gaa«, der faar
en egen Charme derved, at nogle
udenfor Teltet placerede Høns galer
med.
o
Markedet h a r ogsaa sin egen Avis,
som hedder »Sølvslugeren«, og hvori
der foruden mange andre Bidrag og
saa findes et Proverbe af Schan-
dorph; det er skrevet til Lejligheden
og opføres p aa Tribunen i Teltet;
Rollerne udføres af
Olaf Poulsen,
Zinck
og . . . en Ko.
I VERANDAEN findes en nogen
lunde fredet Krog under løvtækket
Tag med landlig Udsigt. Kun fjernt
hø rer man Larmen fra Dyrehavs
teltet og »National«. Her i det dæm
pede Lys kan man rigtig hygge sig;
F ru
Theodora Petersen
troner bag
Skænken, og elskværdige Damer
svirrer omkring med lette Fjed og
skænker smilende i Glassene . . . det
er som en af Bournonville’s aller-
hjemligste italienske Balletter.
Et af de store Numre i »National«
er Hr.
Berggreen,
der med Held h ar
afluret den feterede Italiener-Tenor
Valli
ikke blot hans Udseende men
ogsaa Arm- og Bengestus og Stemme.
Han synger en Sang med Omkvædet:
»Jeg mi fele so dansk national« og
bagefter »I Danmark ær jai fedt«----
En særlig Omtale fortjener Palæets
Vestibule, der er omdannet til en hel
Pile-Allé-Have med grønne Tremme
lysthuse. Man faar Lyst til at slaa sig
ned her, men det maa man ikke, for
Lysthusene er bestemte til Garde
rober. Særdeles net er ogsaa Ind
gangen til Teltet, der er fremstillet
som en af de bekendte røde Porte i
Dyrehaven, — det giver den rette
»Bakke«-stemning.
i o 7