111 / 272
Kunstnernes Foraarsparade
1887
Kristian Zahrtmann: Hjob og hans V enner.
Forårsudstillingens
i. April.
Flaget vajede ved E ttiden i Gaar
fra Charlottenborgs Tag, røde Aka
dem ibud og kjoleklædte, dekorerede
P rofessorer vimsede trav lt ud og
ind ad Porten og spejdede ned ad
S trandstræde — saa kom Hs. Maj.
Kongen i Admiralsuniform, Hs. kgl.
Højhed Kronprinsen i Generalsuni
form, Kultusm inister Scavenius, In
denrigsm inister Ingerslev med et
stort , uniform eret Følge, der af
E tatsraad Meldahl førtes til Sæde i
Akademisalen. Koret sang en Sang
til Kongen, som paahørtes staaende,
hvorpaa Akademiets Sekretæ r
Philip
Weilbach
talte og takkede Kongen,
samt mindedes Akademiets to af
døde Medlemmer, Billedhugger Ring
og Biskop Monrad.
D erpaa besaa de kongelige H er
skaber og de Indbudte Udstillingen.
Zahrtmann’s »Job« og
Anchers »Barnedaab«.
Af Udstillingen i Aar faar man det
Indtryk, at det endnu meget skorter
vor unge Kunst paa overlegen Dyg
tighed, men at der aldrig h a r været
arbejdet med strængere Alvor, med
større Opbud af de yderste Kræfter.
højtidelige Aabning.
De glorværdigste Eksempler paa
en ædel Kamp for at yde det bedst
mulige er vel Zahrtm anns »Job« og
Anchers »Barnedaab«. Ypperligt v ir
ker — i Zahrtm anns Billede — de
tre tause Skikkelser, Vennerne, der
sidder hos Job paa Jorden, Dag og
Nat. Mindst tilfredsstillende er Job
selv, han burde være ædlere. Farven
i hans F igur er ogsaa underlig luf
tig og løs, og Bylderne v irk er for
dekorativt. Men der er en fuldt til
forladelig, en mægtig Alvor i dette
Billede, og til Vidne om, hvor ta p
p ert Zahrtm ann h a r stridt for at faa
Billedet saa godt, som det v ar ham
muligt, kan det anføres, at Modellen
for Job h a r ligget for ham mellem
900 og 1000 Timer.
Ancher h a r i sit store Billede »En
Barnedaab« naaet en næsten monu
mental Virkning, Kompositionen er
klassisk simpel, Farveholdningen
overordentlig nydelig og den h ø j
tidelige Stemning i den lille tyste
Købstadskirke gengivet med slaaende
Sandhed og Kraft.
Otto Haslunds
»Koncert i
Barnekammeret«.
Der er en uimodstaaelig Magt i
dette Billedes dybe Elskværdighed.
Og i rent malerisk Henseende h a r
Haslund næppe før præ steret noget
saa fyldigt og godt. — Ypperligst i
K arakter og Udtryk er de to Smaa-
piger ved Klaveret: hun, der spiller
efter »Den store Bastian«, og hun,
der synger dertil af fuldt Bryst, med
Nakken kastet kækt tilbage og de
glade Øjne vendt mod os.
M ichael Ancher: En Barnedaab.
I I 2